24 jan. 2020
Københavns Byret
Dom i grundlovssagen vedrørende opløsning af foreningen Loyal to Familia
Københavns Byret har den 24. januar 2020 afsagt dom vedrørende opløsning af foreningen Loyal to Familia, og anklagemyndigheden har fået medhold i, at Loyal to Familia er en forening og kan opløses ved dom efter grundlovens § 78, stk. 1, og stk. 2
Københavns Byret har den 24. januar 2020 afsagt dom vedrørende opløsning af foreningen Loyal to Familia, og anklagemyndigheden har fået medhold i, at Loyal to Familia er en forening og kan opløses ved dom efter grundlovens § 78, stk. 1, og stk. 2
Sagen er behandlet efter reglerne om straffesager og som en dommandssag.
Ved dommen fastslår Københavns Byret, at Loyal to Familia er en forening, og at der er grundlag for at opløse foreningen ved dom efter grundlovens § 78, stk. 1, og stk. 2. Samtidig bestemmer retten, at det foreløbige forbud mod Loyal to Familia, som blev nedlagt af Københavns Politi den 4. september 2018, og efterfølgende stadfæstet af Rigsadvokaten den 25. september 2018 og af Justitsministeriet den 19. december 2018, er lovligt.
Af Københavns Byrets dom af 24. januar 2020 fremgår blandt andet følgende:
”Er Loyal to Familia en forening?
Efter bevisførelsen lægger retten til grund, at et organisationsdiagram og lister med navne, personnumre mv., der blev fundet under en ransagning hos XX den 12. marts 2013 godtgør, at Loyal to Familia – som på dette tidspunkt flere gange havde ladet sig repræsentere i medierne af XX – fra begyndelsen af 2013 havde en fast og hierarkisk struktur. Det fremgår således af organisationsdiagrammet, at medlemmerne var organiserede i en overordnet ledelse og i undergrupper, der i hvert fald til dels var geografisk afgrænsede til Blågårds Plads, Tingbjerg, Skovlunde og Kokkedal. Det fremgår endvidere af organisationsdiagrammet, at ”XX” var en central figur i Loyal to Familias overordnede ledelse. Retten lægger til grund, at ”XX” er identisk med XX, og det er under denne sag ubestridt, at XX er leder af Loyal to Familia, således som Højesteret også har lagt til grund i en dom af 20. november 2018.
Under en ransagning foretaget hos XX den 13. maj 2014 fandt politiet en håndskreven seddel med overskriften ”LTF værdisæt?” efterfulgt af stikord for ”Gruppe 1” omfattende bl.a. ”fælles mål/organisering” og stikord for ”Gruppe 2: Defense/Atack”, der fremstår som regler for adfærd og aktivitet blandt medlemmer tillagt opgaver med ”Defense/Atack”. Ved samme ransagning fandt politiet en håndskreven skabelon med overskriften ”Register/Mappe på alle M’er/P’er”. Efter indholdet af skabelonen lægger retten til grund, at hensigten med denne var, at der for alle medlemmer af Loyal to Familia skulle udarbejdes en mappe indeholdende oplysning om bl.a. navn og cpr.nr., dato for påbegyndt medlemskab af Loyal to Familia, medlemsafdeling, perioder med afsoning, ferie eller orlov, disciplinærsager, vagtplan i klubben for det pågældende medlem, uniformstørrelse, kontingentbetaling, modtagne lommepenge under frihedsberøvelse og navn på medlemmets eventuelle advokat. Det fremgår af skabelonen, at ”Nationen” har adgang til alle medlemsmapper, og at en afdeling har adgang til mapper for afdelingens medlemmer. Under ransagningen fandt politiet også et regelsæt med bl.a. uddybning af reglerne for adgang til mapperegisteret, regler for kontingentbetaling og regler for modtagelse af penge under frihedsberøvelse. Under en senere ransagning af en mobiltelefon tilhørende XX fandt politiet et regelsæt gældende fra 1. januar 2017, og retten lægger efter indholdet heraf til grund, at der var tale om et regelsæt gældende generelt for medlemmer af LTF. Regelsættet regulerer bl.a. adfærd i forhold til politiet, andre LTF medlemmer og lokalsamfundet, kontingentbetaling, påklædning og indordning i hierarkiet. Det fremgår til sidst i regelsættet, at ”Overtrædelse af ovenstående regler kan medføre konsekvenser alt efter omstændighederne”.
Systematiseringen af medlemsfortegnelser, regler for medlemskab, kontingentbetalinger mv. bekræftes også af fund gjort af politiet under ransagning af XX, foretaget henholdsvis den 13. juni 2017 og den 16. marts 2018. At der i Loyal to Familia var regler for modtagelse af penge under frihedsberøvelse og betaling af medlemskontingent er endvidere godtgjort ved den bevisførelse under hovedforhandlingen, der angår medlemmet XXs forklaring til politirapport om, at han stod for indbetaling af penge til frihedsberøvede medlemmer, og ved bevisførelsen vedrørende hans rolle i opkrævning af kontingent. Efter denne bevisførelse sammenholdt med fundne kvitteringer for indbetalinger til frihedsberøvede medlemmer af LTF og opgørelsen over indbetalinger til frihedsberøvede medlemmer baseret på Kriminalforsorgens registreringer af indbetalinger, lægger retten til grund, at både kontingent-betalinger og indbetaling af penge til frihedsberøvede medlemmer af Loyal to Familia, var systematisk og baseret på generelle regler gældende for medlemmer af Loyal to Familia. Retten finder således, at der i Loyal to Familia var et økonomisk fællesskab mellem medlemmerne.
Fra 2013 og frem til Københavns Politis meddelelse af det midlertidige forbud mod Loyal to Familia den 4. september 2018, markerede medlemmer af Loyal to Familia sig over for omverdenen bl.a. ved beklædning med Loyal to Familia insignia. Et brev fundet under ransagningen af XX, den 13. juni 2017 viser, at også benyttelsen af beklædning med insignia var reguleret af regler i Loyal to Familia, og at det var tanken, at der til forskellige placeringer i Loyal to Familias hierarki fremadrettet skulle knyttes bestemt beklædning. Systematiseringen af beklædningen og benyttelsen af denne til at afspejle et givent medlems placering i hierarkiet, er bekræftet af de ransagningsfund, som politiet den 16. februar 2018 gjorde hos XX. Sammen med 109 læderveste tiltænkt opfyldelse af bestillinger afgivet af Loyal to Familias overordnede ledelse, blev der således hos XX fundet broderede mærker og skitser hertil med LTF insignia, afdelingsnavne og titler som bl.a. President, Capitan, Sergent, Nomad, Prospect og Hangaround.
Fra 2013, hvor Loyal to Familia havde afdelinger i området ved Blågårds Plads, Tingbjerg, Skovlunde og Kokkedal, ekspanderede Loyal to Familia både i medlemstal og geografisk. Efter bevisførelsen, herunder de af polititjenestemænd udarbejdede og vedståede samlerapporter og bandetilknytningsrapporter lægger retten til grund, at Loyal to Familia pr. 8. juni 2018 havde ni danske og to svenske afdelinger. Disse afdelinger var National Nomad, som udgjorde det overordnede ledelseslag i Loyal to Familia, Nørrebro, Sjælør, Hillerød, Nivå, Helsingør, Køge, Fredericia, Aarhus, Malmø og Helsingborg, og retten lægger efter bevisførelsen til grund, at Loyal to Familia på dette tidspunkt havde over 200 medlemmer.
Efter en samlet vurdering af bevisførelsen finder retten det herefter ubetænkeligt at tilsidesætte forsvarernes synspunkt om, at Loyal to Familia blot er en løs gruppering, der primært består af unge opvokset i samme kvarter, som fortsat godt kan lide at omgås og hjælpe hinanden. Retten finder det derimod bevist, at Loyal to Familia udgør et sådant varigere samvirke af personer med fælles mål og interne regler, at Loyal to Familia er en forening i grundlovens § 78’s forstand.
Har Loyal to Familia et ulovligt øjemed og virker foreningen herunder ved vold, jf. grundlovens § 78, stk. 1 og 2?
Under sagen er der afgivet forklaring fra XX, der har udtalt sig på baggrund af nationale og internationale studier om bander og organiseret kriminalitet. Blandt andet på den baggrund lægger retten til grund, at det er nødvendigt for organiserede kriminelle bander i Danmark, for at sikre kontrollen med de lukrative illegale markeder i de bestemte områder, navnlig med handel med euforiserende stoffer, og som et middel til at opnå og bevare denne kontrol, systematisk bruger vold og trusler om vold. Er banderne ikke parat til at bruge vold, vil banden med stor sandsynlighed af andre bander blive fortrængt fra området. Det lægges i den forbindelse til grund, at vold er bandernes primære reguleringsmiddel.
Efter forklaringerne afgivet af bl.a. XX, lægger retten til grund, at etableringen af Loyal to Familia i 2013 og den ekspansion af Loyal to Familia, som fandt sted i perioden fra 2013 til 2018 netop skete med henblik på at tage kontrol over kriminelle markeder i de områder, som Loyal to Familia ekspanderede til. Det lægges efter bevisførelsen herunder forklaringerne fra XX og indholdet af vidnernes notater og rapporter af 4. september 2013, 20. juni 2017, 8. september 2017 og 25. januar 2018, endvidere til grund, at de væbnede konflikter med flere dræbte og sårede, som Loyal to Familia var en del af i årene 2013 – 2017 med bl.a. bandegrupperingerne Værebrogruppen, Brothas, Allerød-gruppen, Black Army og Brabrandgruppen, var en del af en væbnet kamp for at sikre sig kontrollen med bl.a. hashmarkederne på Nørrebro og København NV omkring Mjølnerparken og Tingbjerg, og i de belastede boligområder i bl.a. Skovlunde, Køge, Hillerød, Allerød, Helsingør, Kokkedal, Nivå og det nordlige og vestlige Aarhus.
Spørgsmålet for retten er, om det uden rimelig tvivl kan lægges til grund, at det var foreningen Loyal to Familia som sådan, der var en del af de væbnede konflikter, og at det var på initiativ fra foreningens ledelse, at Loyal to Familia ekspanderede fra 2013 for at sig sikre sig kontrollen med de kriminelle markeder. Til afklaring af dette spørgsmål henvises til det overfor anførte om begrundelsen for, at Loyal to Familia udgør en forening omfattet af grundlovens § 78. Retten lægger i den forbindelse bl.a. vægt på indholdet af den håndskrevne seddel med overskriften ”LTF værdisæt” med stikord for bl.a. ”Gruppe 2:Defence/Atack” og det på en telefon fundne regelsæt gældende fra 1. januar 2017, som bl.a. regulerer adfærd i forhold til politiet, andre medlemmer af Loyal to Familia og lokalsamfundet, kontingentbetaling, påklædning og indordning i hierarkiet. Det tillægges også betydning, at en del af de kontingenter medlemmerne af Loyal to Familia indbetalte til foreningen blev indbetalt som støtte til fængslede medlemmer af Loyal to Familia.
Retten lægger endvidere til grund, at de nævnte regelsæt og retningslinjer og beslutningerne om at støtte fængslede medlemmer af foreningen samt beslutningen om indkøb af beklædning med LTF insignia hidrører fra og er truffet af ledelsen af Loyal to Familia, herunder XX, der ubestridt af forsvaret er leder af Loyal to Familia. Der henvises også til Østre Landsrets dom af 7. august 2014 om overfaldet på Rådvadsvadsvej, hvor XX og ni andre medlemmer af Loyal to Familia blev dømt for vold af særlig farlig karakter, og hvor byretten i den indankede dom lægger grund, at XX i forbindelse med voldsudøvelsen råbte ”stop”. Retten finder på den baggrund, at det er bevist, at det var XX og de øvrige ledelsespersoner omkring ham, der i 2013 traf beslutning om etableringen af Loyal to Familia med det formål at sikre sig kontrollen med kriminelle og illegale markeder ved brug af vold og trusler om vold.
Det tillægges også betydning, hvad de overordnede retter i en række endelige domme har lagt til grund vedrørende Loyal to Familia. Der henvises i den forbindelse f.eks. til,
at Højesteret i dommen af 20. november 2018, hvor XX blev dømt for trusler, og hvor Højesteret lægger til grund, at han var leder af Loyal to Familia bl.a. udtaler, at ”der er tale om trusler fremsat under politiassistentens arbejde i en visitationszone under tilstedeværelse af andre medlemmer af bandegrupperingen LTF, der bl.a. i kraft af en alvorlig konflikt med rivaliserende grupperinger med indbyrdes drab og drabsforsøg har skabt betydelig utryghed i offentligheden.”,
at Højesteret i dommen af 24. maj 2018 vedrørende vidnetrusler på Rigshospitalet bl.a. udtaler, at ”han er nu på ny dømt for personfarlig og samfundsskadelig kriminalitet i tilknytning til sit medlemskab af bandegrupperingen Loyal to Familia. Han er som nævnt tidligere dømt adskillige gange for alvorlig personfarlig og almenfarlig kriminalitet, herunder i tilknytning til hans medlemskab af Loyal to Familia, der bl.a. i kraft af en alvorlig konflikt med rivaliserende bander med indbyrdes drab og drabsforsøg har skabt betydelig utryghed i offentligheden.”,
at Østre Landsret i dommen af 25. september 2014 om drabsforsøget på Triumfvej stadfæstede byrettens bevisresultat, hvor det bl.a. fremgik af byrettens skyldkendelse, at ”Der har i flere år været en konflikt mellem VHK og de grupperinger, der siden primo 2013 blev samlet under betegnelsen LTF. Konflikten har tidligere givet sig udtryk i skudepisoder, blandt andet i starten af 2011. Den 11. januar 2013 blev en mand med relation til VHK skudt og dræbt og en anden person såret af skud ved Høje Gladsaxe Torv. Den 12. januar 2013 blev der skudt mod personer i Holmegårdscenteret, Kokkedal. Stedet hører til LTF’s territorium. Der blev senere fundet tre våben, hvoraf de to kunne knyttes til skyderiet Holmegårdscenteret. En person med tilknytning til VHK er i byretten dømt for besiddelse af de tre våben. Sagen er anket” … ”En leder af LTF er i en artikel i Politiken den 25. februar 2013 citeret for: ”Vi respekterer alle vores medgrupper i miljøet. Men træder man os over tæerne, træder vi hårdt igen. Lader man os i fred, lader vi andre i fred. Den eneste gruppe vi er i konflikt med er VHK.” …. <De tiltalte> ”begik drabsforsøget med forsæt til at deltage i det verserende bandeopgør mellem LTF og VHK, idet de fejlagtigt må have troet, at [forurettede] var en person med tilknytning til VHK. Pizzeriaet ligger i yderområdet af VHK’s territorium….”,
at Østre Landsret i dommen af 27. juni 2014 om handel med hash og besiddelse af skydevåben i Skovlunde bl.a. lægger til grund, ”at de tiltalte <…>, som to af flere ledende medlemmer af grupperingen i Skovlunde, der fra januar 2013 kaldte sig Loyal to Familia, organiserede, instruerede og tilskyndede de andre tiltalte i sagskomplekset til i forening at opbevare, besidde, forarbejde, fremstille og sælge hash og joints.” …. ”at de fundne pistoler i kælderen under ejendommen Blokhaven 11 og den fundne ammunition i kældrene under Blokhaven 1 og 7 har tilknytning til personer inden for grupperingen Loyal to Familia,”,
at Østre Landsret i dommen af 13. marts 2019 om skyderiet ved Den røde Plads på Nørrebro lagde til grund, at gerningsstedet var et område af Nørrebro, der var kontrolleret af Brothas, og at der på gerningstidspunktet verserede en konflikt mellem LTF og Brothas, hvor der fra begge sider blev anvendt skud- og stikvåben overfor medlemmer af den anden gruppering,
at Østre Landsret i dommen af 22. juni 2018 om skydevåben ved Sjælør Station tiltrådte byrettens begrundelse, hvoraf bl.a. fremgik, at retten lægger til grund ”at der i perioden fra 12. juli 2017 til begyndelsen af marts 2018 har været adskillige gensidige angreb imellem grupperne LTF Loyal To Familia BGP og Brothas med anvendelse af blandt andet skydevåben. …. På denne baggrund lægger retten til grund, at der den 12. september 2017 forelå en konflikt mellem grupperne LTF Loyal To Familia BGP og Brothas, og at grupperne som led i denne konflikt benyttede våben, som pga. deres særdeles farlige karakter var egnet til at forvolde betydelig skade.”,
at Københavns Byret i en dom af 7. maj 2018, forud for den ankesag i samme sag, der blev afgjort af Østre Landsret den 18. juni 2019 i sagen vedrørende skydevåben ved Bolsjefabrikken, lægger til grund ”at der på gerningstidspunktet var en igangværende konflikt mellem på den ene side grupperinger med tilknytning til Loyal To Familia og på den anden side grupperinger med tilknytning til Brothas, og at konflikten siden juli 2017 var eskaleret. De tiltalte, der har afgivet forklaring under sagen, og som alle har angivet en form for tilknytning til Loyal To Familia, har forklaret, at de var bekendt med den verserende konflikt. Det fremgår af rapport af 18. august 2017 fra Københavns Politi, at den igangværende konflikt senest den 25.juli og 4. august 2017 i området omkring Rovsingsgade havde manifesteret sig i drabsforsøg, hvor først en person med tilknytning til Loyal To Familia den 25. juli blev skudt flere gange, og efterfølgende den 4. august blev der skudt flere gange mod en bil med personer fra grupperingen Brothas.”,
at Københavns Byret i en dom af 25. maj 2018, forud for den ankesag i samme sag, der blev afgjort af Østre Landsret den 29. april 2019 i sagen vedrørende afpresning af massageklinikker på Vesterbro og Frederiksberg, fandt det bevist,”at personer med tilknytning til LTF for derigennem at skaffe sig, LTF eller andre uberettiget vinding, og under anvendelse af trusler om vold og betydelig skade på gods, har afpresset ansatte på de seks massageklinikker omhandlet i forhold 1 - 6A, idet de pågældende indfandt sig i massageklinikkerne, hvor de tilkendegav, at de kom fra LTF og med henblik på at opkræve og uberettiget at få udleveret beskyttelsespenge rakte en seddel til de ansatte, hvorpå der stod ”LTF og i fem tilfælde tillige "Loyal To Familia" samt i alle tilfældene et telefonnummer og udtalte, at sedlerne skulle gives til ejerne af massageklinikkerne, og at der skulle ringes på de angivne telefonnumre inden for 24 timer, idet massageklinikkerne ellers ville blive lukket.”,
at Østre Landsret i dommen af 3. juli 2019 om overfald på et tidligere medlem af Loyal to Familia fandt ”det bevist, at årsagen til overfaldet var den pågældendes udmeldelse af Loyal to Familia”,
at Østre Landsret i dommen af 12. december 2018 om skydevåben i Greve tiltrådte byrettens begrundelse i en dom af 6. april 2018, hvoraf bl.a. fremgik, at det ”lægges til grund, at der fra marts 2017 til december 2017 var en voldelig konflikt mellem grupperingerne Brothas og LTF med anvendelse af skydevåben, og at det var en af de mest voldelige bandekonflikter, der har været, samt at konflikten var på sit højeste i august 2017.”,
at Vestre Landsret i dommen af 12. marts 2018 om besiddelse af to skydevåben på Familieskolen i Tilst fandt det ”bevist, at de tiltaltes forsøg på besiddelse af våbnene med tilhørende ammunition til pistolen havde baggrund i den verserende konflikt mellem grupper af personer fra henholdsvis LTF og Brabrandgruppen, og hvor der tidligere som led i konflikten havde været anvendt skydevåben, og at de tiltalte, da de begik lovovertrædelsen, var motiveret af at ville deltage i eller reagere på konflikten mellem de to grupper.”, og at denne præmis formentlig bl.a. byggede på en forklaring i byretten fra en af de tiltalte, hvoraf bl.a. fremgik, at ”tiltalte har været med i LTF siden midten af maj 2017. LTF havde et modsætningsforhold både til Brabrandgruppen og Black Army. LTF er i Bispehaven blevet beskudt af nogen fra Brabrandgruppen. En LTF’er blev ramt med 7 skud. LTF’s område er både i Bispehaven og i Tilst. Der kommer nogen fra Brabrandgruppen og Black Army i Tilst, fordi de har familie over det hele. LTF har ikke haft vagtposter ude, men har holdt øje med, at de andre ikke kom og skød på dem. De holdt øje for sig selv, og hvis der kom biler, holdt de øje med, om der sad maskerede personer i dem.”,
at Vestre Landsrets i dommen af 14. januar 2019 om skudafgivelse ved Søndervangs Allé, fandt det ” bevist, at skudepisoden havde baggrund i en verserende konflikt mellem grupper af personer fra henholdsvis LTF og Brabrandgruppen, hvor der kort tid forinden gerningstidspunktet som led i konflikten havde været anvendt skydevåben, og at de tiltalte, da de begik lovovertrædelsen, var motiveret af at ville deltage i eller reagere på konflikten mellem de to grupper.”,
at Østre Landsret i dommen af 10. april 2018 om overfald på en fængselsbetjent ved Vestre Fængsel lagde til grund ”at LTF på landsplan har ca. 240 medlemmer, heraf omkring 140 i København”, …. ”at LTF er organiseret med en fast struktur med en national ledelse og en opdeling i underliggende afdelinger, hvor et eller flere medlemmer, såkaldte nomads, er forbindelsesleddet til ledelsen”, og at ”Medlemmer af LTF kan på baggrund af politiets såkaldte kriminalitetsbillede, der er udarbejdet på grundlag af oplysninger fra Kriminalregisteret, sættes i forbindelse med bl.a. personfarlig kriminalitet og narkotikakriminalitet.” og
at Østre Landsret i dommen af 30. maj 2018 hvor en fængselsbetjent ved indgangen til Nyborg Statsfængsel blev skudt i begge ben, bl.a. udtalte følgende: ”Efter bevisførelsen for landsretten, herunder vidnet XXs forklaring om fængslede LTF-medlemmers store utilfredshed med de forhold, de afsonede under i Nyborg Statsfængsel, samt den tætte kontakt mellem XX og ledende medlemmer af LTF før og efter overfaldet i sagens forhold 10, lægges det til grund, at medlemmer af LTF var involveret i planlægningen og udførelsen af overfaldet”.
Samlet konklusion vedrørende grundlovens § 78, stk. 1 og 2, jf. stk. 3
Retten kan tilslutte sig det synspunkt, at foreningsfriheden i såvel formel som materiel henseende er et så væsentligt element i et demokratisk samfund, at der skal være tale om helt klare og systematiske tilfælde af ulovligheder i en forening, herunder helt klare tilfælde af mere systematiske tilfælde af vold, der udspringer af en forening, før det kommer på tale at opløse foreningen ved en dom under henvisning til grundlovens § 78.
Som anført ovenfor anser retten det for bevist, at Loyal to Familia er en forening i grundlovens § 78’s forstand, og efter en samlet vurdering anser retten det tillige for bevist, at formålet med etableringen af Loyal to Familia i 2013 og foreningens virke indtil det foreløbige forbud den 4. september 2018, var at få kontrol over de illegale og kriminelle markeder navnlig med hensyn til salg af hash. Det anses for bevist, at foreningens formål var ved grov vold, herunder ved brug af skydevåben, at skabe ulovlige økonomiske indtægter til medlemmerne af Loyal to Familia. Det lægges til grund, at det anførte var det eneste formål med etableringen af foreningen, og retten finder på den baggrund, at der er et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at opløse Loyal to Familia ved dom. Af de samme grunde, og fordi retten lægger til grund, at en umiddelbar indgriben var nødvendig for at sikre borgerne og samfundet mod yderligere lovovertrædelser fra Loyal to Familia, finder retten, at det foreløbige forbud mod Loyal to Familia nedlagt af Københavns Politi den 4. september 2018, og efterfølgende stadfæstet af Rigsadvokaten og Justitsministeriet, er lovligt.
Anklagemyndighedens påstande tages derfor til følge, jf. grundlovens § 78, stk. 1, stk. 2, og stk. 3.
Konfiskation
Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret:
Loyal to Familia opløses i medfør af grundlovens § 78, stk. 1, og stk. 2, og Københavns Politis foreløbige forbud mod Loyal to Familia efter grundlovens § 78, stk. 3, anerkendes som lovligt.”
For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20 24 21 76.