Gå til sidens indhold

Københavns Byret

10 dec. 2021

Københavns Byret

Dom i sag om markedsmanipulation

54-årig mand idømt 4 måneders betinget fængsel samt en tillægsbøde.

Den 54-årige mand var tiltalt for 11 tilfælde af markedsmanipulation efter Europaparlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 596/2014 af 16. april 2014 (markedsmisbrugsforordningen).

Tiltalen gik på, at den 54-årige via selskaber, der var kontrolleret af ham, havde foretaget handler via handelssystemet på Nasdaq First North og i forbindelse hermed havde givet urigtige eller vildledende signaler om udbuddet af, efterspørgslen efter eller kursen på aktier udstedt af et dansk aktieselskab, der var noteret på First North. I 5 af forholdene var der endvidere rejst tiltale for, at den 54-årige ved de nævnte handler havde sikret et unormalt eller kunstigt kursniveau på aktien.

Den 54-årige nægtede sig skyldig med henvisning til, at formålet med disse transaktioner alene havde været at få flyttet aktier fra et depot i én bank til depot i en anden bank samt til, at transaktionerne var gennemført som led i en market maker-aftale med det danske aktieselskab.

Retten fandt den 54-årige skyldig i samtlige forhold.

Retten lagde vægt på, at der var gennemført handler mellem selskaber, der var kontrolleret af den 54-årige via Nasdaq First North, hvor der ikke skete ændring af ejendomsretten. Der var dermed ikke tale om reelle handler. I nogle af forholdene blev der endvidere indgået handler mellem parter, der ikke var uafhængige, og som ikke havde modsat rettede interesser ved fastsættelsen af vilkårene for handlen. Retten fandt, at der herved var sket markedsmanipulation.

Retten afviste, at den 54-årige havde gennemført handlerne som led i market making, da der ved de gennemførte handler ikke blev skabt likviditet i aktien.

Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at forholdene var begået over en periode på 1 ½ år, og at den 54-årige direkte havde påvirket kursen ved årsskiftet 2013/2014 og 2014/2015 med virkning for skattekursen for den pågældende aktie.

Straffen på 4 måneders fængsel blev gjort betinget under hensyn til, at sagsbehandlingstiden havde strakt sig over 5 ½ år.

Tiltalen omfattede tillige 3 selskaber, der var kontrolleret af den 54-årige. Selskaberne blev idømt bøder på henholdsvis 30.000 kr., 100.000 kr. og 10.000 kr.

Sagen har journalnummer SS 1-5887/2020.

 

For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20 24 21 76.