17 mar. 2021
Københavns Byret
Dom i sag vedr. stenkast under en demonstration mod Corona-restriktioner
Københavns Byret har den 16. marts 2021 afsagt dom i en sag vedrørende stenkast under en demonstration mod Corona-restriktioner
Ved dommen idømmes en 23 årig mand fængsel i 1 år og 3 måneder for overtrædelse af straffelovens § 119 b, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. § 81 d, stk. 1, § 245, stk. 1, jf. § 21, § 134 a, jf. § 81 d, stk. 1, og § 121.
Af dommens begrundelse og resultat fremgår bl. a. følgende:
” Rettens begrundelse og afgørelse
Skyldspørgsmålet
Tiltalte har forklaret, at der efter talerne blev affyret kanonslag, hvilket fik ham til trække om bagved politiet i den modsatte ende af Rådhuspladsen, hvorefter han på et tidspunkt sammen med andre demonstranter forlod stedet. Da der ikke er ført bevis for, at tiltalte har deltaget i hændelserne omkring Rådhuspladsen og H. C. Andersens Boulevard i videre omfang, end han har forklaret, finder retten, at der ikke er ført det til domfældelse i en straffesag fornødne bevis for, at tiltalte i den forbindelse ved sin tilstedeværelse, ved tilråb eller sin adfærd deltog i og tilskyndede andre til kast med genstande.
Tiltalte frifindes herefter for den del af tiltalen, der vedrører hændelserne i området omkring Rådhuspladsen og H. C. Andersens Boulevard.
For så vidt angår hændelserne på Blegdamsvej må det efter bevisførelsen lægges til grund, at tiltalte umiddelbart forud for kl. 20.55 i en gruppe bestående af ca. 100-150 andre demonstranter befandt sig på Blegdamsvej. Tiltalte har erkendt, at han, efter at uniformeret politi ankom til stedet, sparkede sten op og kastede disse, men han har bestridt, at han kastede dem imod politiet, og at han råbte til politiet.
Retten finder efter forklaringen af politibetjent x bevist, at tiltalte forud for sine kast råbte ”fucking ludere” til politiet, hvorved han er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 121.
Efter dokumentationsvideoen og forklaringerne af politibetjentene x finder retten endvidere bevist, at tiltalte kastede tre sten, der ifølge x havde en diameter på 7-10 cm, i politiets retning, ligesom retten på baggrund af dokumentationsvideoen finder bevist, at han havde det til domfældelse fornødne forsæt til at ramme. Under hensyn til stenenes størrelse, og til at der var tale om hårde, ukontrollerede kast, som dog ikke ramte, findes tiltalte herefter skyldig i forsøg på grov vold, jf. straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21.
På grund af forbindelsen til demonstrationen, der på det tidspunkt var opløst, og optøjerne i området omkring Rådhuspladsen og H. C. Andersens Boulevard, der ubestridt var omfattet af straffelovens § 119 b, 2. pkt., jf. 1. pkt., og § 134 a, og gruppens karakter og reaktion, findes tiltalte endvi-dere skyldig i overtrædelse af straffelovens § 119 b, 2. pkt., jf. 1. pkt., og § 134 a.
Retten finder herudover, at tiltalte ved sit tilråb til politiet og sine kast med sten sammenholdt med, at han forinden ifølge sin forklaring så andre samle sten op og hans placering i gruppen og lovovertrædelsernes kontekst i øvrigt har tilskyndet andre i gruppen til lignende overfald som anført i anklageskriftet. Det må således efter dokumentationsvideoen og forklaringen fra politibetjent x lægges til grund, at der skete yderligere kast med genstande mod politiet, herunder med sten og flasker, bl.a. i forbindelse med, at civilbetjentene gav sig til kende og foretog anholdelse af tiltalte. Der er imidlertid ikke ført bevis for, at nogen af de i anklageskriftet nævnte hændelser, hvor politibetjente kom til skade og blev ramt af genstande, hidrører fra hændelsen på Blegdamsvej, og tiltalte kan herefter alene straffes for tilskyndelse til forsøg på grov vold, jf. § 245, stk. 1, jf. § 21.
Straffelovens § 81 d, stk. 1
Anklagemyndigheden har påstået, at overtrædelserne – med undtagelse af overtrædelse af straffelovens § 121 – skal henføres til § 81 d, stk. 1.
Det følger af straffelovens § 81 d, stk. 1, at den straf, der er foreskrevet i bl.a. straffelovens §§ 119-122 og § 134 a kan forhøjes indtil det dobbelte, hvis lovovertrædelsen har baggrund i eller sammen-hæng med covid-19-epidemien i Danmark. Straffelovens § 245, stk. 1, er ikke omfattet af bestemmelsen.
Bestemmelsen er indsat i straffeloven ved lov nr. 349 af 2. april 2020 på baggrund af lovforslag nr. L 157 af 26. marts 2020. Der fremgår bl.a. følgende af bemærkningerne til bestemmelsen:
”Betingelsen om, at overtrædelsen »har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark« indebærer, at den pågældende lovovertrædelse helt eller delvis skal have været motiveret af eller have til formål at udnytte den situation i landet, som covid-19-epidemien i Danmark har medført. Det er uden betydning, om den pågældende under normale omstændigheder også ville have begået den samme form for kriminali-tet, f.eks. ved brug af andre hjælpemidler eller ved hjælp af en anden metode.
…
Det vil bero på en konkret vurdering af den begåede lovovertrædelse, herunder særligt overtrædelsens karakter, formål og kontekst, om betingelsen er opfyldt. Det må dog i almindelighed antages, at en overtrædelse af de i den foreslåede § 81 d, stk. 1, nævnte bestemmelser har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark, hvis overtrædelsen vedrører hjælpepakker til imødegåelse af skadevirkninger ved covid-19-epidemien eller værnemidler såsom håndsprit og mundbind eller andre knappe ressourcer i den aktuelle situation. Ligeledes må det i almindelighed antages, at overtrædelsen har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark, hvis den tiltalte under påskud af covid-19-epidemien udgiver sig for at repræsentere sundhedsmyndighederne eller lignende med henblik på at få adgang til en borgers hjem, CPR-nummer, NemID eller lignende.
Det forudsættes samtidig med lovforslaget, at strafniveauet for de i den foreslåede § 81 d, stk. 1, nævnte lovovertrædelser forhøjes til omkring det dobbelte i forhold til den straf, der ville være fastsat af domstolene for tilsvarende overtrædelser, der ikke har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark. Der vil dog ikke kunne idømmes fængsel på tid over 20 år, jf. straffelovens § 33, stk. 2.
…
Hvis et forhold i forvejen straffes med en lang fængselsstraf, kan det undtagelsesvist forekomme, at en fordobling af strafniveauet ikke vurderes at stå i rimeligt forhold til den begåede kriminalitet sammenholdt med tilsvarende overtrædelser, der ikke har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark. Dette vil eksempelvis kunne gælde for visse forhold omfattet af straffelovens § 288, stk. 2, om røveri af særligt grov beskaffenhed. I disse tilfælde forudsættes straffen efter den foreslåede § 81 d, stk. 1, at skulle skærpes med en tredjedel.”
Justitsministeren besvarede i forbindelse med lovforslagets behandling i Folketinget bl.a. spørgsmål fra Retsudvalget vedrørende forståelsen af, at kriminaliteten skal være begået med ”baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidimien”, herunder Justitsministeriets besvarelse af 30. marts 2020 af spørgsmål nr. 84, hvoraf fremgår bl.a.:
”3. For så vidt angår det anførte om at, betydningen af, at kriminaliteten skal være begået med ”baggrund i eller sammenhæng med civid-19-epidemien” bør præciseres yderligere, og at det er uklart, om strafskærpelserne også finder anvendelse på lovovertrædelser, der er motiveret af covid-19-epidemien, uden at der foreligger et element af udnyttelse af epidemien.
…
Betingelsen om, at overtrædelsen ”baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien” skal forstås på samme måde i relation til den foreslåede § 81 d, stk. 4.
De foreslåede bestemmelser i § 81 d, stk. 1 og 4, omfatter således om udgangspunkt både lovovertrædelser, der har været motiveret af den situation, som covid-19-epidemien i Danmark har medført, og lovovertrædelser, der har haft til formål at udnytte denne situation, idet det dog vil bero på domstolenes konkrete vurdering, om betingelsen i det enkelte tilfælde er opfyldt.”
Under lovforslagets behandling i Folketinget blev der i betænkning nr. 157 af 1. april 2020 stillet flere ændringsforslag, herunder ændringsforslag nr. 6 fra justitsministeren, som blev vedtaget. Efter ændringsforslaget skulle de bestemmelser, der er nævnt i § 81 d, stk. 1, udvides til at omfatte overtrædelser af straffelovens § 119-121 (§ 119 var omfattet af de oprindelige lovforslag) og § 134 a. I bemærkningerne til ændringsforslaget er anført bl.a.:
"Med ændringsforslaget foreslås det for det første, at de bestemmelser, der er nævnt i § 81 d, stk. 1, udvides med en række lovovertrædelser, der vedrører forbrydelser mod henholdsvis den offentlige myndighed m.v. og den offentlige orden og fred.
...
Ændringsforslaget skal ses i lyset af, at der vurderes at være en vis sandsynlighed for, at politiet, sundhedspersonale ansat i offentlige institutioner el.lign. udsættes for vold, trusler, skældsord eller chikane som led i deres arbejde med at håndhæve myndighedernes lovgivningsmæssige tiltag mod covid-19. Endvidere vurderes der at være en vis risiko for, at myndighederne under covid-19-epidemien i Danmark vil kunne se optøjer m.v. i gaderne, hvor der vil være behov for at sikre den offentlige orden og fred.
...
Det forudsættes samtidig med ændringsforslaget, at strafniveauet for overtrædelse af de i ændringsforslaget nævnte bestemmelser forhøjes til omkring det dobbelte i forhold til den straf, der ville være fastsat af domstolene for tilsvarende overtrædelser, der ikke har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark.
..."
Retten lægger efter tiltaltes egen forklaring til grund, at han var bekendt med, at der var tale om en demonstration imod Corona-restriktionerne, og at han vidste, at Men In Black var aktivister og var imod epidemiloven. Retten finder endvidere efter OSINT-undersøgelsen af 1. marts 2021 (bilag 6-1) bevist, at tiltalte på Facebook likede to opslag af henholdsvis 24. december 2020 og 7. januar 2021 fra gruppen ”Men In Black, Denmark”.
Under hensyn hertil, forklaringen fra politikommissær x om Men In Black og til den ovennævnte forbindelse mellem episoden på Blegdamsvej og demonstrationen og optøjerne i området omkring Rådhuspladsen og H. C. Andersens Boulevard, finder retten, at tiltaltes handlinger i hvert fald del-vis havde baggrund i eller sammenhæng med den situation, som covid-19-epidemien i Danmark har medført.
Herefter og efter en konkret vurdering af de begåede lovovertrædelser, herunder særligt overtrædelsernes karakter, formål og kontekst, findes forholdet at være omfattet af straffelovens § 81 d, stk. 1, således at straffen for overtrædelse af straffelovens § 119 b, 2. pkt., jf. 1. pkt., og § 134 a, forhøjes med indtil det dobbelte.
Forhøjelsen af straffen med indtil det dobbelte gælder ikke for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21, der ikke er omfattet af straffelovens § 81 d, stk. 1, og § 121, hvor der ikke er rejst tiltale herfor.
Straffastsættelse
Straffen fastsættes herefter til fængsel i 1 år og 3 måneder, jf. straffelovens § 119 b, 2. pkt., jf. 1. pkt., jf. § 81 d, stk. 1, § 245, stk. 1, jf. § 21, § 134 a, jf. § 81 d, stk. 1, og § 121.
Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på karakteren og omfanget af de begåede forhold, og at disse har baggrund i eller sammenhæng med covid-19-epidemien i Danmark. Der er endvidere taget højde for, at der ved lov nr. 1832 af 8. december 2020 er forudsat en strafforhøjelse med omkring en tredjedel for overtrædelse af straffelovens § 119 b, og at der ved lov nr. 358 af 29. april 2018 er forudsat en strafforhøjelse med en tredjedel for overtrædelser af straffelovens § 245.
Der er under hensyn til karakteren af de begåede forhold ikke fundet grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget. ”
Sagen har journalnummer SS 2-4583/2021.
For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20 24 21 76.