Deldom i sager om hjemfaldspligt

Ved deldommen frifandt retten Københavns Kommune for sagsøgernes påstand om, at Københavns Kommunes beslutning af 30. marts 2017 om at suspendere frikøbs- og udskydelsesordningen for ejendomme med hjemfaldspligt, og indføre en midlertidig frikøbsordning med virkning fra den 1. april 2017 var ugyldig. Retten fandt endvidere at ingen dele af den midlertidige ordning var ugyldig.  Retten frifandt endeligt Københavns Kommune for sagsøgernes påstand om, at kommunens beslutning af 3. december 2021 om at indføre en ny midlertidig ordning for frikøb af og udskydelse af hjemfaldspligten for ejendomme med hjemfaldspligt var ugyldig 

Af rettens begrundelse for afgørelsen fremgår følgende:

I forbindelse med Københavns Kommunes salg af sagsøgernes i alt 107 ejendomme, blev der tinglyst en deklaration på hver enkelt ejendom, hvorefter Københavns Kommune på et bestemt tidspunkt med et vist varsel havde ret til at tilbagekøbe ejendommen på nærmere anførte vilkår, typisk den oprindelige salgspris med eller uden tillæg af værdien af eksisterende bebyggelse på tilbagekøbstidspunktet.

Ved dom af 13. september 2001, gengivet i U2001.2493H, stadfæstede Højesteret, at deklarationerne hverken er i strid med kommunalfuldmagten eller andre offentligretlige regler samt, at de økonomiske hensyn bag tilbagekøbsretten er legitime. Under henvisning til: ” … indholdet af kommunens tilbud om frikøb eller udskydelse af tilbagekøbstidspunktet mod betaling … ” tiltrådte Højesteret endvidere, at deklarationerne heller ikke var i strid med aftalelovens § 36 eller andre aftaleretlige regler.

De tinglyste deklarationer på sagsøgernes ejendomme er således lovlige efter deres ordlyd og formål.

Deklarationerne giver ikke ejendomsejerne ret til at frikøbe deres ejendomme eller til at udskyde Københavns Kommunes tilbagekøb.

Da Københavns Kommune i 1996 indførte en administrativ ordning om frikøb og udskydelse i op til 70 år, fik ejendomsejerne mulighed for at anmode om et tilbud, der efter sin ordlyd bortfaldt efter et år, senest hvert år den 31. marts. Beregningen af tilbagekøbs- og udskydelsesbeløbet skete med udgangspunkt i den offentlige ejendomsværdi og en kalkulationsrente. Retten finder det ubetænkeligt at lægge til grund, at formålet med den administrative ordning var at opfylde Københavns Kommunes forpligtelse til at handle økonomisk forsvarligt, herunder at sikre kommunens konkrete andel i den generelle værdistigning på ejendomsmarkedet.

Der er overladt kommunen et betydeligt skøn på grundlag af faglige og økonomiske hensyn, og retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte Københavns Kommunes beslutning den 31. marts 2017 om at suspendere den administrative ordning og i stedet pr. 1. april 2017 indføre en midlertidig ordning som følge af det faldende renteniveau og den stigende diskrepans mellem den seneste offentlige ejendomsvurdering fra 2011 og de hjemfaldspligtige ejendommes markedspris.

Folketingets Ombudsmand har vurderet sagens forvaltningsretlige aspekter, herunder at Københavns Kommune ikke gav sagsøgerne et varsel om, at beregningsmetoden for frikøb ville blive ændret. Retten er enig med Ombudsmanden i, at der ikke er grundlag for at kritisere Københavns kommune og har blandt andet lagt vægt på, at alle afgivne tilbud på frikøb eller udskydelse ved den midlertidige ordnings ikrafttræden den 1. april 2017 var bortfaldet.

Retten har endvidere lagt vægt på, at den midlertidige 2017-ordning var en naturlig og nødvendig forlængelse af 1996-ordningens formål, hvorefter ejendomsejerne kunne modtage et markedskonformt tilbud på frikøb som alternativ til hjemfald.

Allerede fordi 2017-ordningen efter sin ordlyd er midlertidig, og da sagsøgerne ikke har godtgjort, at den midlertidigt halverede udskydelsesperiode har haft konkrete konsekvenser, finder retten ikke, at deres ideelle eller retlige interesser og forventninger er blevet tilsidesat.

Med den midlertidige 2021-ordning, der trådte i kraft den 3. december 2021, genindførtes den offentlige ejendomsvurdering ved beregningen af frikøbsbeløb samt muligheden for udskydelse af hjemfald i 70 år. Det er ikke godtgjort, at Københavns kommune herved har begået sagsbehandlingsfejl eller finansiel magtfordrejning.

Endelig lægger retten vægt på, at Københavns Kommune har pligt til at varetage det kommunale fællesskabs interesser over enkeltpersoner og grupper af enkeltpersoners økonomiske interesser.

Herefter og henset til, at kalkulationsrenten uanfægtet blev reguleret efter lovlige og saglige hensyn i 2011 og 2015, finder retten ikke, at sagsøgerne havde en berettiget forventning om, at renten ved beregning af frikøbs- og udskydelsesbeløb skulle være uafhængig af det øvrige renteniveau i samfundet, hvorfor Københavns Kommune frifindes for de nedlagte påstande.

Sagerne har j.nr. BS-14435/2019-KBH, BS-14438/2019-KBH, BS 22544/2019-KBH, BS-22548/2019-KBH, BS 22413/2020-KBH og BS 46472/2020-KBH.For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20242176.