Gå til sidens indhold

Københavns Byret

07 sep. 2022

Københavns Byret

Dom i sag om ”Syrienskriger”

Dom afsagt: 7. september 2022

Københavns Byret har den 7. september 2022 afsagt dom i sag om overtrædelse af bl.a. straffelovens § 114, stk. 1, nr. 6 og § 101 a, stk. 1, 1. pkt.

Domfældte havde erkendt sig skyldig i samtlige forhold, og blev straffet med fængsel i 14 år.

Ved strafudmålingen lagde retten vægt på, at tiltalte ville være blevet straffet med fængsel på livstid eller i hvert fald fængsel i 16 år, hvis der ikke havde foreligget formildende omstændigheder. Retten lagde herved navnlig vægt på, at tiltalte frivilligt og på eget initiativ tilsluttede sig Jund Al-Aqsa og Islamisk Stat, at tiltalte modtog militærtræning mens han var tilknyttet Jund Al-Aqsa, at tiltalte var en del af Islamisk Stats militære enheder, at han deltog i kamphandlinger for Islamisk Stat, samt at Islamisk Stat kæmpede imod den danske stat. Retten lagde endvidere lagt vægt på, at tiltalte var tilsluttet Islamisk Stat i en årrække, samt at tiltalte forsøgte at hverve en person til Islamisk Stat, hvilket alene mislykkedes, da personen fik frataget sit pas.

Retten fandt, at det i formildende retning må tillægges betydning, at tiltalte har afgivet en fuld tilståelse, og at tiltalte har tilstået forhold, som politiet ikke på forhånd havde kendskab til, jf. straffelovens § 82, nr. 9. Det var endvidere tillagt betydning, at tiltalte ikke selv har deltaget i kamphandlinger, hvor danske soldater deltog, samt at der ikke efter det oplyste døde civile eller soldater ved de kamphandlinger, som tiltalte deltog i.  Det var endeligt tillagt betydning, at tiltalte har givet oplysninger til politiet, som kan være afgørende for opklaringen af strafbare handlinger begået af andre. 

Efter en samlet vurdering af ovenstående fandt retten, at straffen skulle fastsættes til fængsel i 14 år.

Sagen har journalnummer SS 3-11785/2022

For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20242176.