Gå til sidens indhold

Københavns Byret

05 jul. 2023

Københavns Byret

Dom i sagen om skyderiet i Fields den 3. juli 2022

Dom afsagt: 5. juli 2023

Københavns Byret har for manddrab m.v. dømt en 23-årig mand til anbringelse på Sikringsafdelingen under Afdeling for Retspsykiatri, Region Sjælland uden længste-tid.

Sagen kort fortalt

Københavns Byret har den 5. juli 2023, efter skyderiet i Fields den 3. juli 2022, fundet en 23-årig mand skyldig i 3 manddrab, forsøg på manddrab overfor 10 identificerede og 20 uidentificerede personer, forsætlig fareforvoldelse efter straffelovens § 252 overfor 8 personer, trusler på livet overfor 5 personer og for ulovlig våbenbesiddelse omfattet af straffelovens § 192 a og knivloven.

Den 23-årige mand, der er sindssyg, er frifundet for straf efter straffelovens § 16, og efter straffelovens § 68, 2. pkt., og § 68 a, stk. 2, dømt til anbringelse på Sikringsafdelingen under Afdeling for Retspsykiatri, Region Sjælland uden længstetid.

Uddrag af præmisser

”Rettens begrundelse og afgørelse

Generelle bemærkninger

Efter bevisførelsen, herunder navnlig på baggrund af de håndskrevne noter, der efter skyderiet i Fields, blev fundet på tiltaltes bopæl, lægger retten til grund, at skyderiet i Fields den 3. juli 2022 var nøje planlagt, og at tiltalte, da han ankom til Fields den 3. juli 2022 kl. 16.58, blandt andet bevæbnet med en riffel og 7 magasiner med skarpe skud, havde forsæt til at dræbe flere personer og i den forbindelse formentlig begå selvmord. Det tillægges også betydning, at tiltalte, som det fremgår af overvågningsvideoen (kontrol af adgangsforholdene), uden at medbringe riflen, tog til Fields den 3. juli 2022 omkring kl. 12.30, og dér helt tydeligt undersøgte indgange og udgange til Fields. Hertil kommer, at tiltalte under politiafhøringen den 4. juli 2022 klart tilkendegav, at han tog ud til Fields ”For at redde dem. De vil gerne dø”, samt på spørgsmålet om, hvordan han ville redde dem i Fields, svarede ”Ved at sende dem til Himlen. Ved at skyde dem”.

Forhold 1

Efter bevisførelsen, herunder på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra klokken 17.33, tæller 00:02:32:20 til tæller 00:03:41:04, kan det lægges til grund, at tiltalte, i den anførte periode på meget kort afstand af de forurettede, affyrede 5 skud. Skud nr. 1 og 2 var sigtede skud affyret direkte mod …., der blev ramt 2 steder på kroppen og afgik ved døden som følge af skuddene. Retten lægger endvidere til grund, at skud nr. 3 og 4 herefter på tilsvarende måde blev affyret direkte mod  …., der ligeledes blev ramt 2 steder i hovedet og  på kroppen og afgik ved døden som følge af skuddene. Retten lægger endelig til grund, at tiltalte herefter affyrede skud nr. 5 direkte mod den liggende  …., hvilket skud strejfede hans skulder. Blandt andet under henvisning til, at tiltalte lige inden havde dræbt de to andre, finder retten, at det kan lægges til grund, at tiltalte affyrede skuddet mod  …. med forsæt til, at han ligeledes skulle afgå ved døden. Som følge af det anførte er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i dette forhold.

Forhold 2

Efter bevisførelsen, herunder på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra tæller 00:04.53:00, lægges det til grund, at tiltalte, umiddelbart efter det i forhold 1 passerede, forlod biografen og løb over i selve Fields, hvor han i kort afstand rettede riflen mod  ….. Efter vidneforklaringen fra  …. lægges det endvidere til grund, at tiltalte forsøgte at affyre riflen, ved med en vis kraft at aktivere aftrækkeren. Retten lægger på den baggrund til grund, at tiltalte havde til hensigt at affyre riflen mod  …., og at grunden til at det ikke lykkedes var, at han efter affyringen af de 5 skud i forbindelse med forhold 1 og skift af magasin, glemte at tage ladegreb. Ved at forsøge at affyre riflen umiddelbart efter, at tiltalte i forbindelse med forhold 1 havde dræbt de to afdøde, finder retten, at tiltalte i dette forhold kan dømmes for forsøg på manddrab. Efter vidneforklaringerne fra  …. og  …. og på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra tæller 00:04.53, lægger retten endvidere til grund, at tiltalte rettede riflen mod de to vidner, hvilket under de foreliggende omstændigheder, var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for deres liv. Tiltalte er derfor i det hele skyldig i den rejste tiltale i forhold 2.

Forhold 3

Efter bevisførelsen, herunder på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra tæller 00:05:40:02 og vidneforklaringen fra  …., lægges det til grund, at tiltalte affyrede skud nr. 6 mod gruppen på ca. 20 personer og …., der var bagerst. Det fremgår af videoen, at der var tale om et sigtet skud mod gruppen, og det lægges til grund, at tiltalte, også på baggrund af det der var passeret i forbindelse med forhold 1, med skuddet havde forsæt til at dræbe en eller flere fra gruppen, herunder  ….. Tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale i forhold 3.

Forhold 4

Efter bevisførelsen, herunder på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra tæller 00:05.46:01, videoen med en varighed på 12:14 minutter vedr. …., videoen med en varighed på 02:33 minutter vedr. …. og vidneforklaringerne fra  ….,  …. og  …., lægger retten til grund, at tiltalte affyrede skud nr. 7 ind gennem glasgelænderet til rulletrappen, hvorved han ramte  …. i benet. Det fremgår af videoerne, at  …. og  …. var lige op af  …., da tiltalte affyrede skuddet, og retten lægger på den baggrund til grund, at tiltalte havde forsæt til at dræbe mindst én af de tre. Tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale i forhold 4.

Forhold 5

Efter bevisførelsen, herunder på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra tæller 00:05.48:08, videoen med en varighed på 12:14 minutter vedr. …. og vidneforklaringerne fra  …. og  …., lægges det til grund, at tiltalte fra kort afstand, affyrede skud nr. 8 mod  …. og  …., hvorved han ramte  …. i ryggen og var meget tæt på at ramme  …. i hovedet. Retten finder det på den baggrund bevist, at tiltalte havde forsæt til at dræbe mindst én af de to, og at tiltalte, ved skudafgivelsen, udsatte flere andre uidentificerede personer, der befandt sig på og ved rulletrappen, for nærliggende fare for liv eller førlighed. Tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale i forhold 5.

Forhold 6

Efter bevisførelsen, herunder på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra tæller 00:05:50:15, videoen med en varighed på 06:20 minutter vedr. mellemgang og vidneforklaringerne fra  ….,  ….,  ….,  …. og  …., lægges det til grund, at tiltalte affyrede skud nr. 9 som et sigtet skud mod den store gruppe af personer, der flygtede fra bl.a. rulletrappen og ud i mellemgangen, herunder  …. og  ….. Retten lægger til grund, at skuddet ramte  …. i ryggen og gik igennem hende og fortsatte ind i den nederste del af ryggen på  …., og retten finder det på den baggrund bevist, at tiltalte havde forsæt til at dræbe mindst én af de to. Det er endvidere bevist, at tiltalte, ved skudafgivelsen, udsatte  ….,  …. og  …., og flere andre uidentificerede personer, der befandt i mellemgangen, for nærliggende fare for liv eller førlighed. Tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale i forhold 6.

Forhold 7

Efter bevisførelsen, herunder på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra tæller 00:05.55:07, videoen med en varighed på 11:25 minutter vedr. …. og vidneforklaringerne fra  …., ….,  ….,  …., …. og  …. lægges det til grund, at tiltalte, i en afstand på ca. 1 meter, affyrede skud nr. 10 som et sigtet skud mod  …. og  …., der begge lå ned på rulletrappen. Tiltalte ramte med skuddet  …. i hovedet og på skulderen, og hun afgik som følge heraf ved døden. Skuddet snittede  …. balle. Retten finder det på den baggrund bevist, at tiltalte havde forsæt til at dræbe såvel  …. som  ….. Det lægges endvidere til grund, at tiltalte ved skudafgivelsen udsatte  ….,  ….,  ….,  …. og  …., der befandt på rulletrappen, for nærliggende fare for liv eller førlighed. Tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale i forhold 7.

Forhold 8

Efter bevisførelsen, herunder på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra tæller 00:08.42:07, videoen med en varighed på 04:18 minutter vedr. …. og vidneforklaringerne fra  ….,  ….,  ….,  ….,  …. og  …., er det bevist, at tiltalte på en måde omfattet af straffelovens § 266 to gange rettede riflen mod  ….. Tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale i forhold 8.

Forhold 9

Det fremgår tydeligt af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra tæller 00:10:54:19, at tiltalte efter, at han var kommet op på plan 2, rettede riflen mod  …. og den uidentificerede mand, og at  …. og den uidentificerede mand reagerede på denne trussel ved at kigge på tiltalte og søge i skjul. Det tillægges derfor ikke betydning, at  …. ikke kan huske, at tiltalte skulle have truet vidnet med riflen. På den baggrund er det bevist, at tiltalte på en måde omfattet af straffelovens § 266 rettede riflen mod  …. og den uidentificerede mand, og tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale i forhold 9.

Forhold 10

Efter bevisførelsen, herunder på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb fra tæller 00:11:19:08 og vidneforklaringen fra  …., lægges det til grund, at tiltalte affyrede skud nr. 12 som et sigtet skud mod  …., der ramte ham i maven. Det er på den baggrund bevist, at tiltalte, også på baggrund af det der var passeret i forbindelse med forhold 1 og 7, med skuddet havde til hensigt at dræbe  ….. Tiltalte er derfor skyldig i den rejste tiltale i forhold 10.

Forhold 11

Efter bevisførelsen, herunder på baggrund af videoen med det sammenklippede handlingsforløb lægges det til grund, at tiltalte ved tæller 00:09:58:15 affyrede skud nr. 11, ved tæller 00:12:36:05 affyrede skud nr. 13 og ved tæller 00:14:04 affyrede skud nr. 14. Det lægges endvidere efter vidneforklaringen fra politibetjent  …. til grund, at tiltalte på parkeringspladsen, kort inden anholdelsen, affyrede et skud nr. 15, og at tiltalte ved anholdelsen var i besiddelse af riflen med tilhørende ammunition, som han havde anvendt i forbindelse med forhold 1 – 10 og en kniv med en klingelængde på 16,9 cm. Da det endvidere lægges til grund, at tiltalte, forud for anholdelsen, havde været i besiddelse af en pistol, er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 11.

Tiltalte har således overtrådt straffelovens § 237, jf. til dels § 21, § 266, § 252, stk. 1, § 192a, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, alt jf. § 81 b, og knivlovens § 7, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, nr. 1.

Efter den retspsykiatriske erklæring sammenholdt med de øvrige lægelige oplysninger om tiltaltes personlige forhold finder retten, at tiltalte på gerningstidspunktet har været utilregnelig på grund af sindssygdom eller en tilstand, der må ligestilles med sindssygdom. Tiltalte straffes derfor ikke, jf. straffelovens § 16, stk. 1.

Ved vurderingen af om tiltalte, som påstået af anklagemyndigheden, skal anbringes på Sikringsafdelingen, lægger retten afgørende vægt på karakteren af den meget alvorlige kriminalitet, hvor tiltalte i Fields dræbte 3 personer og udsatte 10 identificerede og 20 uidentificerede personer for drabsforsøg, hvor flere var i livsfare og i hvert fald 2 af disse personer uden den akutte og kompetente lægelige behandling næppe havde overlevet. På den baggrund og sammenholdt med indholdet af de lægelige erklæringer om tiltaltes sygdom og farlighed, herunder Retslægerådets erklæring af 13. februar 2023, finder retten for at forebygge nye lovovertrædelser, og da mindre indgribende foranstaltninger ikke findes tilstrækkelige, at tiltalte skal anbringes på Sikringsafdelingen under Afdeling for Retspsykiatri, Region Sjælland, jf. straffelovens § 68, 2. pkt.

Under hensyn til arten af den pådømte kriminalitet fastsættes ingen længstetid for den idømte foranstaltning, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2.

Erstatning

For så vidt angår påstandene om godtgørelserne efter erstatningsansvarslovens § 26 a til de tre afdødes pårørende, finder retsformanden efter karakteren af tiltaltes forbrydelse, at beløbene passende kan fastsættes til 120.000 kr. Godtgørelsen efter erstatningsansvarsloven § 26 a tilkommer  …. ægtefælle og to børn, …. mor og søster og …. far, mor og bror.

For så vidt angår påstandene om godtgørelserne efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, til de forurettede  …. og  …., der var udsat for to drabsforsøg og var i livsfare og uden den akutte og kompetente lægelige behandling næppe havde overlevet, fastsætter retsformanden godtgørelsesbeløbet til 30.000 kr. For de forurettede  ….,  ….,  …. og  …., der blev ramt at skud fra tiltalte, fastsættes godtgørelsesbeløbet til 25.000 kr. For de øvrige personer, der blev udsat for drabsforsøg fastsættes godtgørelsesbeløbet til 20.000 kr.

For så vidt angår påstandene om godtgørelserne efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4, til de forurettede som på grund af tiltaltes skudafgivelser blev udsat for nærliggende fare for liv eller førlighed i forbindelse med overtrædelsen af straffelovens § 252, finder retsformanden navnlig på baggrund af den omstændighed, at tiltalte affyrede sine skud i Fields mod større grupper af panikslagne, flygtende personer, hvor flere oplevede, at andre blev ramt af skud og efter oplysningerne om de betydelige psykiske problemer, som oplevelsen i Fields har afstedkommet, at der er grundlag for en godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 4.  Beløbet fastsættes til alle de forurettede til 10.000 kr.  

Sagsnummer og pressekontakt

Sagen har journalnummer SS 4-31572/2022.

For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20 24 21 76.