Gå til sidens indhold

Københavns Byret

26 nov. 2024

Københavns Byret

Dom i sag om bestilling af drab i Københavnsområdet

Dom afsagt: 26. november 2024

Københavns Byret har i dag idømt en 16-årig svensk statsborger fængsel i 5 år og 6 måneder for forsøg på manddrab og forsøg på besiddelse af et skydevåben med tilhørende magasin og ammunition.

Københavns Byret har i dag ved en enig domsmandsret idømt en 16-årig svensk statsborger for forsøg på manddrab med skydevåben og forsøg på besiddelse af et skydevåben med tilhørende magasin og ammunition.

Af rettens præmisser fremgår:

”Indledningsvist bemærkes, at retten efter tiltaltes forklaring om, at den Samsung-telefon, han blev fundet i besiddelse af ved anholdelsen, var hans, og at der, så vidt han ved, ikke er andre, der har benyttet telefonen, lægger til grund, at beskeder, fotos og videoer sendt fra telefonen, er sendt af tiltalte.

Retten lægger efter tiltaltes forklaring og bevisførelsen i øvrigt til grund, at tiltalte havde sagt ja til et job, der gik ud på, at han mod betaling af et beløb på mellem 100- og 300.000 skulle rejse til København for at modtage i hvert fald ét skydevåben med henblik på at skyde én person i Københavnsområdet. Som følge heraf fik han tilsendt en billet, og om aftenen den 24. april 2024 tog han med tog fra Härnosänd i Nordsverige til Københavns Hovedbanegård, hvor han ankom den 25. april 2024 omkring kl. 12.00. Han opholdt sig herefter på og i området omkring Hovedbanegården indtil kl. 20.03, hvor han blev anholdt. Retten lægger endvidere til grund, at tiltalte tog af sted efter aftale med uidentificerede medgerningsmænd, der havde profilerne Frankling Saint, Cervello og Velo 2.0 på kommunikationstjenesterne Signal og Telegram.

Tiltalte har forklaret, at han ikke havde tænkt sig at skyde nogen, idet han ikke er nogen morder, og fordi det ville være dumt at gøre det. Tiltalte har nærmere forklaret, at han løbende den 25. april 2024 tænkte på, at han ikke ønskede at udføre jobbet, og i hvert fald da han ankom til København, tænkte han, at det ikke var det værd. Da det blev henunder aftenen, vidste han, at han ikke ville gøre det, og at han bare ville tilbage til Sverige.

Retten tilsidesætter tiltaltes forklaring om, at han ikke ønskede at udføre jobbet.

Retten har herved navnlig lagt vægt på de dokumenterede beskeder fra tiltaltes telefon, hvorefter retten lægger til grund, at tiltalte i København alene ventede på at blive hentet af personer med forbindelse til de nævnte medgerningsmænd. Det er således ikke dokumenteret, at han gjorde noget for at komme tilbage til Sverige, herunder – for eksempel – forsøgte at låne penge til en togbillet, eller at give medgerningsmændene besked om, at han ikke ville. Tiltalte kontaktede heller ikke politiet. Tværtimod rykkede han flere gange blandt andet Velo 2.0 for at blive hentet. Kl. 19.55 modtog tiltalte en besked fra Velo 2.0 om, at han skulle gå til Nørrebro Station, hvilket tiltalte kl. 19.56 svarede okay til, hvorefter han søgte på stationen på Google Maps og begav sig til fods fra Hovedbanegården i retning mod Nørrebro Station. Frem til dette tidspunkt findes der herefter intet grundlag for at antage, at tiltalte ikke havde til hensigt at udføre jobbet og dermed den kriminalitet, han er tiltalt for at have forsøgt at begå.

Spørgsmålet er herefter, om tiltalte fra dette tidspunkt, kl. 19.56, og indtil han blev holdt, kl. 20.03, var trådt tilbage fra den kriminalitet, han havde indvilliget i at begå.

Da tiltalte blev anholdt, var han, efter at have været på vej mod Nørrebro Station, på vej tilbage mod Hovedbanegården. Tiltalte har under hovedforhandlingen forklaret, at baggrunden for, at han vendte om i krydset Vesterbrogade/Reventlowsgade/Vester Farimagsgade, var, at han ikke ville udføre jobbet, idet han ikke er nogen morder, og at hans samvittighed fik ham til at vende om. Der er ikke oplysninger om, at grunden til at han vendte om, skyldtes andre forhold end hans egen beslutning.

Retten finder imidlertid at måtte tilsidesætte tiltaltes forklaring herom.

Det er ubestridt, at tiltaltes forklaring om, hvorfor han vendte om i krydset, ikke er fremkommet tidligere.

Forklaringen støttes endvidere ikke af andet i sagen.

Tværtimod havde tiltalte foretaget en række forberedende handlinger, herunder ved at tage med toget i knap 14 timer til København, hvor han opholdt sig i otte timer og løbende rykkede for at blive hentet og dernæst begive sig mod Nørrebro Station. Retten har i øvrigt, jf. ovenfor, tilsidesat tiltaltes forklaring om, at han allerede fra et tidligere tidspunkt ikke ville gennemføre jobbet.

Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltaltes forsæt findes at have været fast og til stede i en længere periode forud for den 25. april 2024. Retten henser herved til fund på tiltaltes telefon af adskillige videoer af pistoler og personer, der håndterer pistoler, samt af store pengebeløb, hvilke videoer er dateret allerede fra 11. februar 2024 og løbende frem til den 25. april 2024. Tiltalte har ikke kunnet forklare, hvorfor dette materiale blev fundet på hans telefon og i mange tilfælde tillige er blevet sendt fra hans telefon. Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte så tidligt som den 13. og 14. marts 2024 henvendte sig til en profil på Skype om, at han overvejede at blive skytte for 500.000 Sv.kr. Den 23. april 2024, kl. 01.21, skrev han tillige til en uidentificeret person over Snapchat, om han kunne få kredit på køb af narkotika, idet han fik penge torsdag (den 25. april 2024). Samme dag, den 23. april 2024, kl. 01.41, skrev tiltalte endvidere til Frankling Saint udtrykkeligt flere beskeder på Signal om, at han ikke ville fortryde i sidste øjeblik, og at han ville være ”debutant”, hvilket tiltalte gentog senere kort før kl. 02.00 over for Cervello. Kl. 02.02 bekræftede han endvidere over for Cervello, at han kunne skyde nogen i ansigtet, og at det bare var at trykke af uden tøven. Kort efter bekræftede han endvidere, at han kunne klare opgaven i Danmark. Senere samme dag, kl. 15.11, bekræftede tiltalte igen over for Cervello, at han kunne skyde nogen i Danmark.

Herefter, og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger, findes tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet, dog således at der forhold 1 alene dømmes for ét drabsforsøg, ligesom der i begge forhold frifindes for, at drabet/besiddelsen skulle være begået ved anvendelse af en lyddæmper.

Straffastsættelse

Straffen fastsættes til fængsel i 5 år og 6 måneder, [..].

Retten har ved strafudmålingen navnlig lagt vægt på, at der er tale om nøje planlagt kriminalitet begået i forening med flere medgerningsmænd, på bestilling og mod et betydeligt vederlag. Der er tale om en kriminalitet, der på grund af den manglende forbindelse mellem gerningsmand og forurettede kan være vanskelig at opklare. Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltalte selv opsøgte medgerningsmændene for at indgå aftale om den idømte kriminalitet, og at han også løbende rykkede medgerningsmændene for at blive hentet fra Københavns Hovedbanegård. I formildende retning har retten lagt vægt på tiltaltes unge alder og på, at han ikke tidligere er straffet.”

Domfældte blev endvidere udvist for bestandig.

Domfældte ankede sagen til landsretten til frifindelse, subsidiært formildelse. Domfældte blev fortsat varetægtsfængslet efter dom.

Sagsnummer og pressekontakt

Sagen har journalnummer SS-13478/2024.

For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontakt dommer Jens Stausbøll på telefon 20242176.