26 feb. 2024
Københavns Byret
Dom i sag om bombesprængning i Dragør
Dom afsagt: 26. februar 2024
Københavns Byret har idømt en 24-årig mand 5 års fængsel for transport og sprængning af en bombe.
Københavns Byret har den 26. februar 2024 ved et nævningeting idømt en 24-årig mand fængsel i 5 år for i forening med en medgerningsmand at have besiddet og transporteret en bombe indeholdende 4,77 kilo dynamit, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4, og for at have bragt bomben til sprængning på Magleby Torv i Dragør natten til den 6. marts 2023, jf. straffelovens § 183, jf. § 81 b, jf. til dels § 21.
5 nævninger og 3 dommere fandt det bevist, at tiltalte, der fungerede som chauffør for medgerningsmanden, havde forsæt til at transportere bomben og bringe den til sprængning, og stemte derfor for at finde tiltalte skyldig.
En nævning stemte for at frifinde tiltalte, idet denne nævning ikke fandt det bevist, at tiltalte havde det fornødne forsæt.
Efter udfaldet af afstemningen blev tiltalte fundet skyldig i den rejste tiltale.
Der blev afgivet 10 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 5 år og 2 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 4 år og 6 måneder.
Straffen blev herefter fastsat til fængsel i 5 år.
Samtlige voterende lagde ved straffens udmåling på den ene side vægt på karakteren og grovheden af den begåede kriminalitet og på den anden side tiltaltes rolle som chauffør i forbindelse med transporten og sprængningen af bomben.
Tiltalte blev endvidere dømt til at betale erstatning for skade på bygninger.
Tiltalte ankede dommen til landsretten med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Sagsnummer og pressekontakt
Sagen har journalnummer SS 3-22218/2023.
For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20 24 21 76.