24 jan. 2025
Københavns Byret
Dom i sag om demonstration den 1. maj 2019 startende på Israels Plads.
Dom afsagt: 24. januar 2025
Demonstrationsdeltagere, der mente, at de havde været frihedsberøvet i forbindelse med en demonstration, har af Københavns Byret fået medhold i, at Københavns Politi skal indbringe deres sag efter reglerne om administrativt bestemt frihedsberøvelse.
Sagen kort fortalt
248 personer, der alle havde været deltagere i den afholdte demonstration, var af den opfattelse, at de var blevet administrativt bestemt frihedsberøvet i forbindelse med, at politiet foretog en aktion mod demonstrationen, da den var nået til Dronning Louises Bro. De havde derfor anmodet Københavns Politi om at indbringe en sag herom efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a.
Københavns Politi havde afvist dette med henvisning til, at der ikke var sket frihedsberøvelse, men alene givet påbud om at lade sig besigtige via en sluse.
Retten skulle derfor i en sag anlagt i medfør af grundlovens § 63 tage stilling til, om det var berettiget, at Københavns Politi havde afvist at indbringe sagen.
Sagens udfald
To af rettens dommere gav de 248 personer medhold. Der blev lagt vægt på, at der i tilfælde af uenighed om, hvorvidt der er sket frihedsberøvelse eller ej, er bedst stemmende med hensigten med reglerne om domstolsprøvelse efter grundlovens § 71, stk. 6, og retsplejelovens kapitel 43 a, at det afgøres af domstolene – og ikke af politiet – om politiets aktion havde karakter af frihedsberøvelse. Da det ikke kunne anses for åbenbart, at der ikke var tale om frihedsberøvelse, var Københavns Politi ikke berettiget til at afvise at indbringe sagen.
En af rettens dommere gav Københavns Politi medhold. Der blev lagt vægt på, at Københavns Politi havde godtgjort, at politiet havde et tilstrækkeligt og sikkert grundlag til at træffe afgørelse om, at der ikke var tale om en frihedsberøvelse. Det var derfor berettiget, at politiet ikke fandt grundlag for at indbringe sagen.
Afgørelsesdato
Dommen blev afsagt af Københavns Byret den 24. januar 2025 i BS-13732/2022-KBH.
For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20 24 21 76.