Gå til sidens indhold

Københavns Byret

17 mar. 2025

Københavns Byret

Dom om stalking af en læge og ulovlig tvang overfor et folketingsmedlem.

Dom afsagt: 17. marts 2025

Københavns Byret har fundet en nu 31-årig kvinde skyldig i blandt andet andet stalking og ulovlig tvang og flere forsøg herpå og har fastsat straffen herfor til fængsel i 8 måneder. 4 måneder af straffen skal ikke afsones, såfremt kvinden ikke begår ny kriminalitet.

Nærmere om sagen

Københavns Byret har behandlet en sag, hvor en nu 31-årig kvinde er tiltalt for stalking, overtrædelse af tilhold og krænkelse af en læges fred ved systematisk og vedvarende chikane af den pågældende over en periode på omkring 2,5 år. Kvinden var i en periode i 2021 ansat som sygeplejerskestuderende på den samme hospitalsafdeling som lægen. Kvinden forklarede under sagen, at hun på forskellige måder var blevet krænket af lægen, herunder ved berøringer, og at hun begyndte at meddele omverden om sagen, da hverken lægen eller hospitalsledelsen tog ansvar for hændelserne. Lægen forklarede under sagen, at han ikke havde krænket kvinden. Kvinden var under sagen endvidere tiltalt for i en række tilfælde ved trusler om at åbenbare privatlivet tilhørende forhold at have forsøgt at få andre til at underskrive erklæringer om lægens adfærd, ligesom kvinden var tiltalt for at havde indgivet falsk anmeldelse om lægens berøringer af hende. Kvinden var yderligere tiltalt for ulovlig tvang og forsøg herpå overfor et folketingsmedlem, idet hun under trussel om at åbenbare privatlivet tilhørende forhold fik folketingsmedlemmet til at mødes med hende på en café, hvor hun forsøgte at få folketingsmedlemmet til at gøre sin politiske indflydelse gældende i forhold til en af hende startet forening. Foreningen har blandt andet til formål at oplyse om og afdække krænkelser navnlig i det offentlige sundhedsvæsen. Kvinden var endelig tiltalt for i en række tilfælde at havde videregivet en række private oplysninger og billeder med seksuelt indhold af folketingsmedlemmet til blandt andet pressen og offentligheden. Kvinden forklarede under sagen, at folketingsmedlemmet havde sagt til hende, at han ville støtte hendes foreningsarbejde, men det benægtede folketingsmedlemmet.

Efter en omfattende bevisførelse fandt en enig domsmandsret kvinden skyldig. Retten frifandt dog kvinden i det forhold, hvorefter kvinden skulle havde indgivet falsk anmeldelse af lægen.

En enig domsmandsret fastsatte straffen til fængsel i 8 måneder. Et flertal i retten fandt, at 4 måneder af straffen kan gøres betinget med vilkår om, at kvinden ikke begår ny kriminalitet.

Kvinden skal endvidere betale 15.000 kr. i tortgodtgørelse til den berørte læge.

Kvinden skal yderligere betale sagens omkostninger herunder udgiften til kvindens forsvar. 

Sagen har journalnummer SS 1-20490/2023.

For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20 24 21 76.