11 mar. 2025
Københavns Byret
Rådgivere frifundet for ansvar i sag, hvor hackere stjal købesummen
Dom afsagt: 11. marts 2025
Københavns Byret har frifundet tre rådgivere for et erstatningskrav fremsat af en udenlandsk bilentusiast i forbindelse med køb af sjælden, klassisk bil for 16,5 mio. USD.
Nærmere om sagen
En dansk rådgiver og bilekspert blev af en schweizisk bilentusiast i efteråret 2019 sat til at opspore en meget særlig og kostbar, klassisk bil. Det lykkedes bileksperten at finde frem til bilen hos en amerikansk samler, som han kontaktede, og på vegne af den schweiziske bilentusiast tilbød han at købe bilen.
Der pågik efterfølgende forhandlinger via mail mellem bileksperten og den amerikanske samler, hvor der blev opnået enighed om en pris på 16,5 mio. USD (nu over 100 mio. danske kroner). Sideløbende var det uden bilekspertens vidende lykkedes ukendte svindlere at hacke sig adgang til hans mailkonto. Via oprettelse af falske mailadresser, som var næsten identiske med de mailadresser, parterne benyttede, intervenerede svindlerne i forhandlingerne.
Bileksperten, og sidenhen også den schweiziske bilentusiasts tyske rådgiver og hans schweiziske husadvokat, blev derigennem forledt til at tro, at de fortsat forhandlede med den amerikanske samler og hans medarbejdere. I sidste ende lykkedes det derved svindlerne at få den schweiziske bilentusiast til at overføre hele købesummen til svindlernes konto.
Det var under sagen bilentusiastens synspunkt, at hans rådgivere havde handlet ansvarspådragende bl.a. ved ikke at opdage svindlen, eller i det mindste at opdage den på et tidligere tidspunkt, og at de derfor var forpligtede til at erstatte det tab, han havde lidt.
Sagen blev af byretten behandlet af tre dommere, som ikke fandt det bevist, at de tre rådgivere havde handlet ansvarspådragende. Retten lagde i den forbindelse bl.a. vægt på, at der var tale om avanceret svindel, og at ingen af de øvrige involverede i sagen, heller ikke den amerikanske samler eller hans medarbejdere, havde bemærket ændringerne i bl.a. mailadresserne. Rådgiverne blev derfor alle frifundet for den schweiziske bilentusiasts erstatningskrav.
Sagsnummer og pressekontakt
Sagerne har journalnummer BS-44322/2021-KBH og BS-18443/2022-KBH.
For yderligere oplysninger kan pressens repræsentanter kontakte pressekontaktdommer Jens Stausbøll på telefon 20242176.