Hvis du er domsmand eller nævning
Her kan du finde en vejledning til domsmænd og nævninger i Københavns Byret.
Hvis du er indkaldt som domsmand eller nævning i Københavns Byret, kan du her på siden finde nyttige, praktiske oplysninger om, hvor du skal møde, hvordan det foregår, hvor du kan købe frokost og meget andet.
Lægdommere er borgere, der uden juridiske forudsætninger er med til at afgøre straffesager. Man kan i mange kommuner tilkendegive sin interesse for at blive lægdommer.
Det er Østre Landsret, der udpeger de nye lægdommere. Østre Landsret har udpeget og givet besked til de nye lægdommere for perioden 2024 til 2027.
Er du udpeget som lægdommer i Københavns Byret, kan du her læse mere om, hvad der er Godt at vide som domsmand/nævning.PDF
Hvad skal jeg forberede inden sagen?
Københavns Byret har lavet en orientering for domsmænd og nævninger, der handler om behandlingen af straffesager i byretten.
Hvis du er domsmand eller nævning opfordres du til at læse orienteringen.
Domstolsstyrelsen har udarbejdet en generel vejledning til domsmænd og nævninger. Formålet med vejledningen er at orientere dig om, hvad der foregår i de sager, hvor der medvirker lægdommere, og i den forbindelse især at gøre dig bekendt med, hvilke opgaver der er pålagt dig som lægdommer, når forhandlingerne i retssalen er afsluttet.
Se Domsstolsstyrelsens vejledning her
Her finder du ligeledes nærmere oplysninger om hvordan lægdommere bliver udtaget.
Hvornår skal jeg ankomme?
I Københavns Byret bliver domsmænd/nævninge bedt om at møde ca. 10 minutter inden hovedforhandlingen begynder.
Hvor skal jeg gå hen, når jeg ankommer?
Domsmændene/nævningene skal møde uden for det retslokale, hvor sagen skal behandles.
Hvad sker der, når jeg ankommer til retssalen?
Den juridiske dommer møder domsmændene/nævningene og afholder et kort møde med dem. Den juridiske dommer orienterer under mødet domsmændene/nævningene om navnet på tiltalte, anklageren, forsvareren og vidnerne samt de personer, som forbrydelsen er gået ud over. Det skyldes, at domsmændene/nævningene – på samme måde som den/de juridiske dommer(e) – kan være inhabile og derfor ikke må deltage i behandlingen af sagen. En domsmand/nævning kan ikke medvirke, hvis vedkommende fx er personligt interesseret i sagens udfald, eller hvis vedkommende selv eller vedkommendes nærmeste er tiltalt, vidne eller forurettet i sagen.
Er der særlige krav til mig, jeg skal være opmærksom på?
Det er vigtigt, at den samlede ret optræder og fremtræder med respekt og værdighed. Af hensyn hertil har Københavns Byret bl.a. vedtaget en beklædningspolitik, der indebærer, at byrettens medarbejdere/ansatte ikke går alt for afslappet påklædt, når de er i retssalen. Dette gælder også domsmænd og nævninge.
Rettens medlemmer skal endvidere hele tiden optræde neutralt. Det er derfor vigtigt, at man ikke undervejs til og fra retssalen eller under selve sagens behandling på nogen måde giver sin mening eller holdning til kende.
Hvor kan jeg købe frokost og drikkevarer?
I Københavns Byret på Domhuset findes en Frokostcafé, hvor der er adgang for personalet og brugere af byretten herunder domsmænd og nævninge. I caféen kan købes kaffe, te, sodavand, smørrebrød og varme retter m.v. til rimelige priser.
Hvornår er det næste vejledningsmøde for domsmænd?
Københavns Byret afholder hvert 4. år et særligt vejledningsmøde for nye lægdommere, der er optaget på domsmandslisten for Københavns Byret. Nye lægdommere vil modtage en indkaldelse til informationsmødet i løbet af oktober 2023. Vejledningsmøderne vil blive afholdt torsdag den 9. november 2023, kl. 17, og torsdag den 16. november 2023, kl. 17. Du tilmelder dig via den invitation, som du vil modtage som Digital Post.
Hvor mange domsmænd er tilknyttet Københavns Byret?
Københavns Byret har pt. tilknyttet 1.200 domsmænd, der medvirker i visse straffesager.
I hvilke sager medvirker domsmænd eller nævninge?
Som domsmænd eller nævninge medvirker du i straffesager, hvor der bliver spørgsmål om idømmelse af fængselsstraf, eller som i øvrigt skønnes at være af særlig indgribende betydning for den tiltalte eller af særlig offentlig interesse. Domsmænd medvirker ikke i tilståelsessager.
Visse almindeligt forekommende straffesager, der kan medføre fængselsstraf, behandles også uden domsmænd. Dette gælder fx langt de fleste sager om spirituskørsel.
Sidst opdateret: 12. november 2024