Hvis du skal til børnesamtale.
Denne side er lavet til dig, som skal til børnesamtale.
Når du ankommer til Københavns Byret
Velkommen til Københavns Byret! Når du kommer ind af døren, skal du gennem sikkerhedskontrollen ligesom i lufthavnen. En af vores venlige vagter vil fortælle dig, hvordan du kommer op til venterummet.
Hvordan ser her ud?
Venterummet
Vi har et hyggeligt og trygt venterum, hvor du kan sidde i fred med den, der følger dig. Der er legetøj, papir og farver som du kan bruge, mens du venter og noget at drikke.
Børnesamtalerummet
Din samtale foregår i et hyggeligt møderum, hvor der også er legetøj, papir og farver og noget at drikke.
Hvem er med til børnesamtalen?
Det er en dommer og en børnepsykolog, der skal tale med dig. De er begge to gode til at forstå og tale med børn.
Samtalen
Samtalen tager omkring en halv time.
Her er nogle af de spørgsmål, du kan blive spurgt om:
- Hvordan har du det?
- Hvordan er det at være dig?
- Hvordan har du det hjemme ved dine forældre?
- Hvordan har du det i skolen?
- Hvad laver du i fritiden?
- Hvad ville du ønske, der skulle ske, hvis du kunne bestemme?
Du bestemmer selv, om du vil svare på de spørgsmål, der bliver stillet. Du må også gerne sige, hvis du ikke har lyst til at svare på flere spørgsmål. Du må også godt selv stille spørgsmål.
Hvis der er noget, dine forældre ikke må få at vide, kan du aftale med dommeren, at det ikke bliver sagt videre.
Hvis du bliver ked af det eller ikke kan svare, gør det ikke noget. Det er en svær situation, du er i. Det forstår de voksne, du skal tale med, godt. Samtalen foregår stille og roligt, og der er ikke rigtige eller forkerte svar.
Skal jeg gøre noget inden samtalen?
Du behøver ikke at gøre noget inden samtalen.
Hvis du synes, der er noget, som er vigtigt, må du gerne skrive det ned og tage det med.
Får de noget at vide oppe i skolen?
Lærerne og dine klassekammerater får ikke noget at vide om det, du har sagt til samtalen.
Hvad sker der efter samtalen?
Når dommeren og den børnesagkyndige har snakket med dig, vil dommeren fortælle dine forældre, hvad I har snakket om.
Hvis der er ting, du har sagt, som dine forældre ikke må få at vide, fortæller dommeren det ikke videre.
Dommeren skal hjælpe dine forældre med at finde en god løsning for dig.
Hvis dine forældre ikke kan blive enige, er det dommeren, der bestemmer. Nogle gange går der lidt tid, fordi dommeren skal tænke sig godt om.
Din mor eller far vil senere fortælle dig, hvad der skal se.
Det er aldrig dit ansvar, hvordan resultatet bliver. Det ved dine forældre godt.
Sidst opdateret: 14. marts 2025