Gå til sidens indhold

Østre Landsret

17 mar. 2025

Østre Landsret

Ikke erstatningsansvar i anledning af udførelse af advokatundersøgelse

Østre Landsret har den 17. marts 2025 truffet afgørelse i en sag, hvorunder en advokat, der udførte en advokatundersøgelse i 2020, var sagsøgt af en person, der var genstand for undersøgelsen, med påstand om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og anden skade.

Landsretten fandt ikke grundlag for at afskære erstatningskravet som følge af, at den undersøgte person i forbindelse med sin afskedigelse skrev under på en klausul om, at hans afskedigelsesgodtgørelse var til fuld og endelig afgørelse af ethvert krav som følge af afskedigelsen.

Advokaten fik imidlertid medhold i, at der – uanset kritisable forhold i forbindelse med afrapporteringen vedrørende undersøgelsens resultat over for sagsøgeren – efter en samlet bedømmelse ikke var handlet ansvarspådragende. Advokaten blev derfor frifundet for kravet om betaling af erstatning.

Sagen var henvist til landsretten som 1. instans.

Sagen har været behandlet af landsrettens 23. afdeling under sagsnummer BS-44441/2023-OLR.