Servitutter
Forskellige begrænsede rettigheder over fast ejendom, fx færdselsret, jagtret, aftægtsret og forkøbsret, tinglyses som servitut.
Servitutter kan opdeles i privatretlige rettigheder og offentligretlige rettigheder.
Privatretlige rettigheder er, når privatpersoner har tinglyst en ret over ejendommen.
Offentligretlige rettigheder er, når det er en myndighed, der har fået tinglyst en ret over ejendommen. Det kan fx være i form af en fredning af bygninger på ejendommen. Disse rettigheder kan være gældende uden tinglysning. Grunden til, at myndighederne alligevel vælger at få dem tinglyst, er, at tinglysning har en stor informationsværdi for borgerne.
Efter digitaliseringen den 8. september 2009 bliver lokalplaner og byplanvedtægter ikke længere tinglyst. De gældende lokalplaner og byplanvedtægter er indberettet til Plandata.dk. Plandata.dk er et landsdækkende digitalt system, der stiller planerne til rådighed over internettet.
Gå til Plandata.dk.
En aftale mellem ejeren af ejendommen og andre kan blive tinglyst, hvis den stifter (forandrer eller ophæver) en ret over ejendommen, som forpligter ejendommen ud over den pågældende ejers ejertid. Fx vil en aftale, som medfører, at andre skal have del i et provenu ved ejerens salg af ejendommen, ikke kunne blive tinglyst som en servitut.
Der skal for de fleste dokumenters vedkommende være angivet en eller flere påtaleberettigede i dokumentet. Det er den påtaleberettigede, der skal godkende ændringer, respektpåtegninger eller aflysning.
Vejledninger |
Type |
Download |
Sidst opdateret |
---|---|---|---|
Byggelovens § 25A, stk. 2 |
2. september 2024 |
||
Forpagtningskontrakt |
2. september 2024 |
||
Friplejebolig |
2. september 2024 |
||
Landbrugsloven og tinglysning |
29. november 2024 |
||
Lejekontrakt |
2. september 2024 |
||
Normalvedtægt Fravigelse |
2. september 2024 |
||
Ny Påtaleberettiget |
2. september 2024 |
||
Opsigelsesvarsel i henhold til udstykningslovens § 16 |
19. januar 2023 |
||
Påtegning Servitut |
23. oktober 2024 |
||
Respekt Servitut |
2. september 2024 |
||
Rids |
2. september 2022 |
||
Salgs Og Pantsætningsforbud |
2. september 2024 |
||
Samejeoverenskomst |
2. september 2024 |
||
Servitut |
2. september 2024 |
||
Sådan opdateres Tingbogens visning af påtaleberettiget |
11. oktober 2022 |
||
Vedtægter |
11. november 2024 |
Spørgsmål & svar
Hvad menes med herskende ejendom?
Ved herskende ejendom forstås den ejendom, hvis ejer er materielt berettiget iht. servitutten, dvs. den, der kan råde over den forpligtede/tjenende ejendom. Jf. tinglysningslovens § 10, stk. 5 skal herskende ejendom angives ved tinglysning af ny servitut.
Hvad gør man hvis en servitut/vedtægter skal tinglyses pantstiftende?
Hvis ikke servitutten allerede er tinglyst, skal servitutten først tinglyses (normalvedtægten undtaget), og derefter skal den tinglyses pantstiftende med dokumenttypen "Anden Hæftelse Fast Ejendom", hvor servitutten skal vedhæftes som bilag.
Hent vejledningen "Anden Hæftelse Fast Ejendom" (pdf)
Skal der ske anmeldelse af pantstiftende vedtægter i
- en ejerforening?
Hent vejledningen Ejerforeninger (pdf). - en grundejerforening eller anden forening?
Hent vejledningen Grundejerforeninger og andre foreninger (pdf).
Hvornår skal kommunen tiltræde servitutter i henhold til § 42?
Hvis servitutten omhandler forhold, der kan reguleres i en lokalplan jf. planlovens § 15, stk. 2 og servitutten er privatretlig, skal kommunen tiltræde.
Anmeldelsen skal også indeholde erklæring i henhold til planlovens § 42.
Kommunen sættes ind som rollen "Myndighed" i trinnet "Andre roller", hvorefter kommunen underskriver anmeldelsen i underskriftsmappen. Tiltrædelsen kan også vedhæftes som bilag.
Anmeldes en privatretlig servitut på kommunens ejendom, skal der afgives erklæring vedr. planloven. Desuden skal kommunen indsættes i rollerne ”Ejer” og ”Myndighed”. Der skal underskrives for begge roller.
Hvilke særlige forhold gør sig gældende ved tinglysning af en lejekontrakt, når lejer er udlejer (fremleje)?
Hvis der i den allerede tinglyste lejekontrakt er tinglyst tilladelse til, at lejer kan videreudleje det lejede (fremleje), skal der på trinet "Valg af tinglyste ejere" markeres ved "Hvis Ejer/part ikke fremgår af listen". Lejer indsættes her i rollen "Ejer/udlejer". Anmeldelsen skal også tiltrædes af ejendommens ejer og af fremlejer.
Jeg har en tilladelse fra Kirkeministeriet om urnenedsættelse. Hvordan får jeg det tinglyst?
Der skal anmeldes en servitut på ejendommen.
Dette kræver et rids.
Tilladelsen fra Stiftsøvrigheden/Kirkeministeren skal være uploadet som bilag, eller Stiftsøvrigheden skal være tilknyttet som rollen "Myndighed" og underskrive anmeldelsen digitalt.
Påtaleberettiget skal være en kirkelig instans.
Du kan benytte vejledningen "Servitut".
Hvordan forlænges en servitut, der blev tinglyst med tidsbegrænsning?
Det er ikke teknisk muligt at påtegne servitutten om forlængelse. Der skal anmeldes en ny servitut.
Afgiften er den samme som ved en påtegning, og parterne vil - også her - skulle underskrive servitutten, som de skulle underskrive en påtegning.
Hvordan angives ejer i anmeldelser, hvor ejerforeningen pålægger ejendommen en servitut i henhold til en generalforsamlingsbeslutning?
Hvis beslutningen om at pålægge ejendommen en servitut er truffet gyldigt på generalforsamlingen, så ejer ikke skal underskrive servitutten, markeres der i "Servitutten kan tinglyses uden ejers tiltrædelse" i trinnet "Oplysninger om servitutten" i anmeldelsen. Som begrundelse kan angives følgende tekst: "Ejer er ikke nødvendig - Ejerforening".
Ejerforeningen skal tilknyttes med rollen "Anmoder" og underskrive anmeldelsen.
Hvornår i processen anmeldes en samejeoverenskomst til en ejendom, der skal opdeles i anparter?
Betingelserne for oprettelse af anpartsblad er til stede, når der er tinglyst en samejeoverenskomst med eksklusiv brugsret til en bestemt del af ejendommen.
Fremgangsmåden er følgende:
- Anmeld skøderne.
- Når skøderne er tinglyst, anmeldes samejeoverenskomsten, der skal indeholde eksklusiv brugsret. Samejeoverenskomsten vil blive tinglyst med frist.
- Anmeld anpartsopdeling/oprettelse af underblade.
- Anmeld påtegning "Ny Påtaleberettiget" på samejeoverenskomsten med konkretisering af påtaleberettigede med de rette påtaleberettigede i rollerne - typisk anpart 1 og anpart 2.
Hvilke brugsrettigheder skal stedfæstes i henhold til tinglysningsbekendtgørelsens § 28?
Både brugsrettigheder til en del af jord og til enkelte bygningsdele (rum og/eller etager) skal stedfæstes med rids.
Der forlanges rids, når rettigheden vedrører et helt matr.nr. ud af en samlet ejendom bestående af flere matr.nr.
Jeg har fuldmagt fra berettiget/påtaleberettigede "Den til en hver tid værende ejer" af en ejendom. Hvordan oprettes rollen til fuldmagtsunderskrift?
Hvis påtaleberettiget er "Den til enhver tid værende ejer" af en given ejendom, indsættes ejendommen i rollen "Påtaleberettiget". Se vejledningen ”Servitut” ovenfor.
I underskriftsmetode markeres ved "Fuldmagt" og dén, der har fået fuldmagten (fuldmagtshaver), indsættes med angivelse af cpr-nr. eller cvr-nr.
Hvordan får jeg en servitut, der er tinglyst på flere ejendomme med forskellige dato/løbenr., knyttet til hinanden?
Efter servitutten er tinglyst på den nye ejendom, anmeldes dokumenttypen ”Påtegning Servitut” på de oprindelige dato/løbenumre. I Anmeldelsen skal der redegøres for, at dokumentet er et samlet dokument med de øvrige dato/løbenumre.
Hvad gør man, hvis der er tinglyst bestemmelser om servitutbegrænsning på ejendommen?
Når der skal tinglyses nye servitutbestemmelser på ejendommen, skal den påtaleberettigede iht. servitutbegrænsningen underskrive anmeldelsen i rollen ”Anmoder”.
Sidst opdateret: 23. oktober 2024