Tilbagebetaling af indeholdte udbytteskatter

De i EU hjemmehørende investeringsinstitutter, Fidelity Funds Fidelity Funds, Fidelity Investment Funds, Fidelity Institutional Funds og Schroder International Selection Fund har i en sag anlagt mod Skatteministeriet krævet tilbagebetaling af de skatter, som danske virksomheder har indeholdt af udbytter, der er udloddet til disse investeringsinstitutter i årene 2000-2009. Sagerne har været henvist fra dels Københavns Byret, dels Retten i Lyngby til behandling i landsretten, idet sagerne er af principiel karakter.

Østre Landsret har i en dom af 2. april 2019 frikendt Skatteministeriet.

Landsretten lagde til grund, at EU-Domstolen ved dom af 21. juni 2018 underkendte et i kildeskattebekendtgørelsen fastsat vilkår om, at en investeringsforening skulle være hjemmehørende i Danmark for, at foreningen kunne få udstedt udbyttefrikort og opnå fritagelse for kildebeskatning af udbytter, som værende i strid med TEUF artikel 63 om kapitalens frie bevægelighed. De af investeringsinstitutterne i sagen anfægtede landsskatteretskendelser var imidlertid ikke alene begrundet i, at investeringsinstitutterne ikke var hjemmehørende i Danmark, idet Landsskatteretten tillige lagde vægt på, at de ikke opfyldte betingelserne for at kunne karakteriseres som udloddende investeringsforeninger som defineret i ligningslovens § 16 C.
Landsretten fastslog, at de udenlandske investeringsinstitutter som udgangspunkt skulle stilles på samme måde som hjemmehørende investeringsforeninger, og at de derfor kun har ret til kildeskattefritagelse under de betingelser, der gælder for hjemmehørende investeringsforeninger; betingelser som de ubestridt ikke havde opfyldt.

Det hedder i landsrettens begrundelse bl.a.:
”Det forhold, at hjemstedskravet nu er underkendt af EU-Domstolen, indebærer hverken efter EU-retten eller efter dansk forvaltningsret, at sagsøgerne kan få tilbagebetalt den erlagte skat, selv om de hverken opfyldte betingelserne i ligningslovens § 16 C eller søgte at medvirke til at opfylde de bag denne bestemmelse liggende saglige hensyn på en for dem mindre indgribende måde.

Allerede under sagens behandling ved de administrative myndigheder stod det klart, dels at sagsøgerne ikke opfyldte kravene i § 16 C, dels at dette forhold var en selvstændig grund til, at skattemyndighederne nægtede sagsøgerne at blive omfattet af ordningen med skattefritagelse. Det har således under hele sagsforløbet været sagsøgerne bekendt, at en eventuel underkendelse af kravet om, at en investeringsforening skulle være hjemmehørende i Danmark for at kunne opnå skattefritagelse, ikke i sig selv indebar, at skattemyndighederne da ville anerkende sagsøgernes ret hertil. Skatteministeriet har samtidig præciseret, at det ikke gøres gældende, at sagsøgerne har forsømt at følge de processuelle krav, der gælder for fremsættelsen af krav om tilbagebetaling af uberettiget opkrævede skatter. Endvidere har sagsøgerne som nævnt heller ikke for landsretten fremlagt oplysninger på anden måde end krævet efter ligningslovens § 16 C, der ville kunne danne grundlag for, at skattemyndighederne kan foretage en korrekt beskatning af deres medlemmer. ”

Sagen er behandlet af landsrettens 13. afdeling under sagsnr. B-232-10 m.fl.