Gå til sidens indhold

Østre Landsret

09 maj 2019

Østre Landsret

Selskabslovens § 361, stk. 1

Østre Landsret har den 9. maj 2019 afsagt dom i en ankesag om ledelsesansvar efter selskabslovens § 361, stk. 1.

Ankesagen udsprang af et samarbejde om musikarrangementer med fri entré henover sommeren i 2016, hvor den ene af samarbejdspartnerne havde indbetalt ca. 2 mio. kr. til selskabet, der stod for arrangementerne. Selskabet blev kort efter årsskiftet 2016/2017 taget under konkursbehandling, og der opstod spørgsmål om, hvorvidt eneanpartshaveren, der også var direktør i selskabet, var erstatningspligtig for det tab, som samarbejdspartneren havde lidt. Landsretten fandt, at direktøren ved at have fortsat driften og besluttet at overføre betydelige beløb til et andet af direktørens selskaber samt betale udvalgte kreditorer, efter at selskabet var blevet insolvent, havde handlet ansvarspådragende over for samarbejdspartneren, som var selskabets største kreditor. Samarbejdspartneren blev derfor tilkendt en skønsmæssigt fastsat erstatning på 400.000 kr.

Byretten havde ligeledes fundet eneanpartshaveren ansvarlig, men havde tilkendt et væsentligt lavere beløb.  

Sagen er behandlet af Østre Landsrets 20. afdeling under sagsnummer B-577-18.