Gå til sidens indhold

Østre Landsret

12 jul. 2019

Østre Landsret

Dom i Atea sagen

Østre Landsret har den 12. juli 2019 afsagt dom i en straffesag (S-1926-18) mod ledende medarbejdere i Region Sjælland og Atea, som i byretten var tiltalt og dømt for bestikkelse og underslæb.

Dommen var anket af to tidligere medarbejdere i Region Sjælland og tre tidligere medarbejdere i Atea med påstand om frifindelse eller formildelse.

Sagen omhandlede en række udlandsrejser og middage samt nogle private indkøb af it-udstyr mv., som var betalt enten af Atea eller af midler, som Region Sjælland havde til gode hos Atea. Landsretten fandt, at ingen af middagene, som foregik på dyre restauranter, havde et fagligt formål, som kunne begrunde deltagelse heri for regionens medarbejdere. Det samme gjaldt fire ud af seks rejser til bl.a. Dubai og Las Vegas, hvoraf en enkelt rejse beløb sig til cirka 75.000 kr. pr. deltager. For to andre rejser til Las Vegas i 2009 og 2010 blev det statueret, at udgifterne hertil meget klart oversteg det niveau, som en offentligt ansat kunne rejse for i tjenesten, selvom det måtte lægges til grund, at rejserne som udgangspunkt var delvist fagligt begrundede.

Landsretten fandt, at fire ud af de fem tiltalte herved havde gjort sig skyldige i bestikkelse i et varierende antal tilfælde. Alle de tiltalte blev herudover fundet skyldige i mindst ét forhold af mandatsvig eller medvirken hertil.

For den ansatte i regionen, der blev dømt i flest forhold – henholdsvis 15 forhold af bestikkelse for cirka 322.000 kr. og 13 forhold af mandatsvig for cirka 800.000 kr. – blev straffen fastsat til 2 års fængsel, hvilket var en skærpelse i forhold til byrettens dom på fængsel i 1 år og 6 måneder.

Straffen for den ansatte hos Atea, der havde gjort sig skyldig i næsten lige så mange forhold, men for et noget lavere beløb, blev forhøjet fra 1 års fængsel til fængsel i 1 år og 3 måneder.

En af de øvrige tiltalte blev fundet skyldig i videre omfang end i byretten og fik forhøjet straffen fra 40 dages fængsel til fængsel i 4 måneder, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste.

For de to øvrige tiltalte skete der frifindelse for en del af det, de var blevet dømt for i byretten, og deres straffe nedsattes til henholdsvis 6 måneders fængsel, der blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, og 3 måneders betinget fængsel.

De tiltalte blev endvidere dømt til at betale erstatning til Region Sjælland for det tab på ca. 840.000 kr., som regionen havde lidt ved deres strafbare handlinger.

Landsretten præmisser