Kommune frifundet i en sag om tort

Østre Landsret har den 22. januar 2020 frifundet en kommune i en sag, hvor en ung, handicappet kvinde gjorde gældende, at hun var berettiget til tortgodtgørelse som følge af, at kommunen fejlagtigt havde nægtet hende socialpædagogisk støtte til deltagelse i svømme­stævner.

Det er oplyst i sagen, at kvinden er og si­den sit 14. år har været en meget dygtig svømmer og har klaret sig godt inden for handicapidræt, både i Danmark og internationalt.

Af dommens præmisser fremgår blandt andet:

”X Kommunes bevilling af 1. august 2017 til ledsagelse til svømmestævner blev givet, efter at Ankestyrelsen den 29. maj 2017 havde kritiseret, at kommu­nen havde be­gået fejl ved ikke at efterleve styrelsens tidligere afgørelse af 6. juli 2016.

Det er A’s overordnede synspunkt, at X Kommune har handlet an­svarspådragende ved fejlagtig sagsbehandling, herunder navnlig manglende efterlevelse af Ankestyrel­sens afgørelse af 6. juli 2016. Dette har medført et be­tydeligt ressourceforbrug og be­tydelige gener for A og hendes familie. Hun er derfor berettiget til tortgodtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, om retsstridige krænkelser ”af en andens frihed, fred, ære eller person”, eller baseret på en krænkelse af hendes ”ejendomsret” – ret til at modtage so­ciale ydelser – efter EMRK, Tillægsprotokol 1, artikel 1.

Landsretten lægger på baggrund af Ankestyrelsens afgørelse af 29. maj 2017 til grund, at det har været en fejl, at A ikke fra sommeren 2016 fik bevilget en socialpædagogisk støtte til en ledsager til at deltage i svømmestævner. På bag­grund af den trufne afgørelse kan det formentlig også lægges til grund, at det havde været ønskeligt for A, at hun fra sit fyldte 18. år i 2014 havde mod­taget denne støtte.

Uanset at bevisførelsen om A’s trivsel på træningssamlingerne har været af begrænset omfang, finder landsretten det på baggrund af kommunens samtale med svømmetræne­ren i oktober 2016 og A’s mors forklaring godtgjort, at A i hvert fald i den første tid ef­ter sit fyldte 18. år kunne have haft glæde af en ledsager på weekenderne.

Efter bevisførelsen findes der imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at generne for A har haft et sådant omfang eller været af en sådan karakter, at det har indebåret en kræn­kelse af hen­des selvværd eller omdømme. Der er derfor ikke grundlag for at tillægge A godt­gørelse for tort efter erstatningsansvarslo­vens § 26, stk. 1. Efter Menneskeret­tighedsdomstolens praksis om ret til sociale ydelser er der heller ikke ved kommunens beslutninger sket en krænkelse af A’s ret efter EMRK, Tillægsprotokol 1, artikel 1, og der er således heller ikke baseret på betragtninger om tillægsprotokollen grundlag for tortgodtgørelse.

Med denne begrundelse stadfæ­ster landsretten byrettens dom.”

Sagen har været behandlet af landsrettens 11. afdeling under sagsnummer BS-12019/2019.