14 feb. 2020
Østre Landsret
Fortsat varetægtsfængsling af lettisk statsborger
Østre Landsret har den 14. februar 2020 afsagt kendelse i en sag om fortsat varetægtsfængsling af en lettisk statsborger, der er begæret udleveret til strafforfølgning i Sydafrika for bl.a. børnebortførelse.
Sagen angår en lettisk statsborger, som siden den 9. december 2018 har været frihedsberøvet i Danmark på baggrund af en international efterlysning om udlevering til strafforfølgning i Sydafrika for bl.a. børnebortførelse.
Byretten bestemte ved en kendelse af 30. januar 2020, at den pågældende skulle løslades, fordi fortsat varetægtsfængsling ville stå i misforhold til den straf, som kan forventes, hvis den pågældende findes skyldig.
Anklagemyndigheden kærede samme dag kendelsen til landsretten med påstand om fortsat varetægtsfængsling, og kæremålet blev af byretten tillagt opsættende virkning.
Kæremålet har været mundtligt forhandlet i landsretten, der ved kendelsen bestemte, at den pågældende fortsat skal være varetægtsfængslet. En anonymiseret udgave af landsrettens begrundelse findes HER.
Yderligere oplysninger
Landsrettens sag har j.nr. 19. afd., S-277-20.