Gå til sidens indhold

Østre Landsret

31 mar. 2020

Østre Landsret

Dom om afvisning af en af sagerne i OW Bunker-sagskomplekset

Østre Landsret har den 31. marts 2020 afsagt en dom om afvisning af en af sagerne i OW Bunker-sagskomplekset.

Konkursboerne efter OW Bunker-koncernen rejste i september 2016 et erstatningskrav på 1 mia. kr. mod selskaber og personer med tilknytning til koncernens aktionærer og ledelse samt koncernens revisionsselskab. Kravet blev afvist, hvorefter konkursboerne udtog stævning mod de pågældende med krav om erstatning for 200 mio. kr., idet man tilkendegav, at konkursboerne på daværende tidspunkt ikke havde midler til at føre sag om det samlede krav. Efterfølgende indgik konkursboerne en aftale med et professionelt funding-selskab om finansiering af sagsanlæg for det resterende krav, hvorefter man udtog en ny stævning mod de samme sagsøgte for 800 mio. kr.  

Landsretten afviste den nye sag med den begrundelse, at almindelige principper om retskraft og dommes endelighed samt generelle hensyn til procesøkonomi og effektivitet af retskraftreglerne tilsiger, at en sagsøger som udgangspunkt medtager alle forfaldne erstatningskrav under samme sag. Der var ikke godtgjort en anerkendelsesværdig interesse i at anlægge en ny sag om krav, som kunne føre til en fravigelse af det nævnte udgangspunkt.