23 feb. 2021
Østre Landsret
Dom i sag om vold med døden til følge
Østre Landsret har den 23. februar 2021 afsagt dom i en straffesag, hvor en 40-årig mand og en 32-årig mand var tiltalt for vold med døden til følge mod en mand, begået aftenen og natten mellem den 31. juli og 1. august 2018.
Episoden fandt sted på et grønt areal langs Christians Havns Vold ved Vermlandsgade/Christmas Møllers Plads i København.
Ifølge tiltalen havde de tiltalte sammen med en tredje person under særdeles skærpende omstændigheder bl.a. udøvet et særligt råt, brutalt eller farligt legemsangreb mod den forurettede, idet de slog ham i hovedet og på kroppen, dunkede hans hoved imod asfalten, smed ham i vandet i Christianshavns Vold, hvor han blev samlet op af tililende personer, hvorefter de tiltalte efter nogen tid fortsatte med at udøve rå, stump vold ved brug af adskillige slag med knyttede hænder, tramp og spark mod forurettedes hoved, hvorefter han på ny to gange blev trukket eller smidt i vandet, men trukket op af en tililende person, hvorefter de fortsatte med at udøve rå, stump vold mod hans hoved og krop ved brug af adskillige slag, tramp og spark, alt hvilket medførte, at forurettede om aftenen den 1. august 2018 afgik ved døden.
De tiltalte blev i byretten i det væsentlige fundet skyldige i tiltalen. Det blev herved lagt til grund, at den 40-årige tiltalte havde været den mest aktive af de tre personer, der deltog i overfaldet. Straffen blev for begge de tiltaltes vedkommende fastsat til fængsel i 8 år. Den 32-årige, som er rumænsk statsborger, blev ved byrettens dom udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
Landsretten stadfæstede byrettens bevisvurdering. Afgørelsen blev truffet under dissens, idet to af rettens seks voterende stemte for at frifinde den 32-årige. Landsretten stadfæstede strafudmålingen vedrørende den 40-årige tiltalte, men nedsatte straffen for den 32-årige til fængsel i 7 år. Landsretten lagde herved navnlig vægt på, at denne tiltalte havde haft en mindre aktiv rolle i overfaldet. Landsretten stadfæstede endvidere byrettens bestemmelse om udvisning med indrejseforbud for bestandigt.
Sagen har været behandlet under medvirken af domsmænd i landsrettens 11. afdeling under sagsnummer S-1917-19.