Fogedrettens prøvelse af långivers vurdering af låntagers kreditværdighed

I den forbindelse har landsretten forholdt sig til konsekvenserne af en långivers manglende overholdelse af bestemmelsen.

I begge sager nåede landsretten til samme resultat som fogedretten. Landsrettens begrundelse afveg dog fra fogedrettens.

Det hedder bl.a. i landsrettens kendelse i den ene sag:

”Kæresagens materielle spørgsmål

Kreditaftalelovens § 7 c implementerer til dels artikel 8 i forbrugerkreditdirektivet, der er et totalharmoniseringsdirektiv. Det følger af betragtning 26 og 28 i præamblen til forbrugerkreditdirektivet bl.a., at kreditgivere ikke må give sig af med uansvarlig kreditgivning eller give kredit uden forudgående vurdering af forbrugerens kreditværdighed, og at medlemsstaterne bør udføre den nødvendige overvågning for at undgå sådan adfærd og fastsætte fornødne foranstaltninger herimod. Det fremgår endvidere af betragtning 30 i præamblen til forbrugerkreditdirektivet, at direktivet ikke regulerer aftaleretlige spørgsmål i forbindelse med kreditaftalers gyldighed. Det følger af EU-Domstolens praksis om fortolkningen af forbrugerkreditdirektivets artikel 8 bl.a., at medlemsstaterne har et skøn med hensyn til valget af effektive, proportionale og tilstrækkeligt afskrækkende sanktioner i tilfælde af en kreditgivers tilsidesættelse af artikel 8.  

I overensstemmelse hermed fremgår det af forarbejderne til kreditaftalelovens § 7 c, at sanktionen i tilfælde af, at kreditgiver ikke foretager behørig kreditvurdering i henhold til bestemmelsen, er, at der fra myndighedsside kan udstedes påbud – og eventuelt tillige ske politianmeldelse – i henhold til bestemmelser i markedsføringsloven eller lov om finansiel virksomhed. Det fremgår hverken af ordlyden af kreditaftalelovens § 7 c eller af bestemmelsens forarbejder, at en låneaftale – i tillæg til de myndighedssanktioner, der er hjemlet i markedsføringsloven og lov om finansiel virksomhed – skal erklæres helt eller delvis ugyldig som følge af enhver tilsidesættelse af pligten til at foretage kreditvurdering. Landsretten bemærker, at en retsanvendelse, hvorefter et hvilket som helst svigt i forbindelse med en kreditgivers iagttagelse af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1 eller 2, uden videre anses for at udgøre et tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte låneaftalen helt eller delvis som ugyldig, kan føre til resultater, hvor sanktionen ikke er tilpasset overtrædelsens grovhed, men fremstår uproportional. Landsretten finder dog i overensstemmelse med de overordnede hensyn bag såvel kreditaftalelovens § 7 c og aftalelovens § 38 c, at i hvert fald en konstateret grov tilsidesættelse af pligten til at foretage kreditvurdering – bedømt ud fra de oplysninger som låntager og kreditgiver har fremlagt herom – kan tillægges betydning ved en afgørelse af, om en låneaftale skal tilsidesættes helt eller delvist i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

På denne baggrund finder landsretten, at Bank Norwegians eventuelle tilsidesættelse af sine forpligtelser i henhold til kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1 eller 2, og grovheden af denne tilsidesættelse kan indgå som et led i forbindelse med en vurdering af, om den foreliggende låneaftale helt eller delvist kan tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens regler, særligt aftalelovens § 38 c, jf. § 36.

[Kærende] har som anført ovenfor til støtte for sin påstand gjort gældende bl.a., at låneaftalen er ugyldig, jf. aftalelovens § 38 c, jf. § 36, fordi Bank Norwegian ikke har foretaget en behørig kreditværdighedsvurdering.

Efter en samlet vurdering af det oplyste om forløbet ved indgåelsen af låneaftalen og den senere forhøjelse af lånerammen – herunder de modtagne og indhentede oplysninger i form af økonomiske og personlige data i låneansøgningsskemaerne, hidtidig betalingshistorik, årsopgørelser, aktuelle lønsedler og registeroplysninger til brug for de af Bank Norwegian foretagne beregninger og vurderinger af [Kærendes] kreditværdighed i medfør af kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1 og 2 – samt aftalevilkårenes indhold finder landsretten, at der ikke foreligger sådanne omstændigheder, som kan begrunde, at låneaftalen helt eller delvist kan tilsidesættes som ugyldig i medfør af aftalelovens § 38 c, jf. § 36. Landsretten finder af de samme grunde, at låneaftalen kan anvendes som fundament for udlægsforretningen. Det, som [Kærende] i øvrigt har anført, kan ikke føre til et andet resultat.    

På denne baggrund og henset til det ovenfor anførte om landsrettens prøvelsesadgang under kæresagen tager landsretten ikke kærendes påstand til følge, men stadfæster fogedrettens afgørelse.”

---o0o---

Sagerne har været behandlet af landsrettens 24. afdeling under sagsnumrene B-833-20 og B-14-21.