Godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, stk. 1

Østre Landsret har den 14. december 2022 afsagt dom i en sag mellem HK Danmark som mandatar for en afskediget butiksassistent og Dansk Erhverv som mandatar for den tidligere arbejdsgiver.

Sagen drejede sig om en butiksassistent, der var ansat i fleksjob med en arbejdstid på 2 ½ time om ugen. Hun modtog løn for dette timetal fra sin arbejdsgiver. Herudover ydede kommunen et betydeligt højere fleksløntilskud, der blev udbetalt direkte til butiksassistenten. Butiksassistenten blev afskediget, og der opstod tvist om, hvorvidt afskedigelsen var i strid med forskelsbehandlingsloven.    

Landsretten tiltrådte byrettens vurdering af, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, at afskedigelsen ikke var sket i strid med forskelsbehandlingslovens § 2, stk. 1, og § 2 a. Arbejdsgiveren skulle derfor betale en godtgørelse til butiksassistenten.

Spørgsmålet var herefter, om der ved fastsættelsen af godtgørelsen i henhold til forskelsbehandlingsloven skulle tages udgangspunkt i den overenskomstmæssige løn, subsidiært den faktiske løn tillagt flekslønstilskudet, eller om der skulle tages udgangspunkt i den mindre, faktisk udbetalte månedsløn fra arbejdsgiveren.

HK Danmark havde som mandatar for butiksassistenten bl.a. gjort gældende, at en udmåling alene på baggrund af den faktisk udbetalte løn ville være i strid med EU-retten, da den ville udgøre forskelsbehandling af de handicappede, der var ansat efter den 1. januar 2013 - hvor lov nr. 1380 af 23. december 2012 om ændring af lov om aktiv beskæftigelsesindsats mv. trådte i kraft – i forhold til de fleksjobbere, der var ansat før lovens ikrafttræden.

Landsretten anførte, at udgangspunktet efter fast retspraksis er, at godtgørelse skal udmåles i forhold til den løn, der faktisk udbetales af arbejdsgiveren. Landsretten fandt herefter, at det var bedst stemmende med den hidtidige praksis for udmåling af godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven og ligebehandlingsloven, at godtgørelsen blev fastsat med udgangspunkt i arbejdsgiverens faktiske lønudgift i ansættelsesforholdet, således at der ved udmåling ikke skulle medregnes fleksløntilskud fra kommunen.

Landsretten fandt endvidere, at det forhold, at der vil være forskel i udmåling af godtgørelse til fleksjobbere, der er påbegyndt fleksjob henholdsvis før og efter den 1. januar 2013, ikke udgjorde forskelsbehandling i strid med forbuddet herom i forskelsbehandlingsloven og det bagvedliggende beskæftigelsesdirektiv. Landsretten henviste bl.a. til formålene bag ligebehandlingsprincippet og lov nr. 1380 af 23. december 2012 om ændring af lov om aktiv beskæftigelsesindsats mv.

Endelig fandt landsretten, at godtgørelsen i det konkrete tilfælde skulle fastsættes skønsmæssigt, da butiksassistentens løn uden fleksløntilskuddet var så lav, at godtgørelsen ikke ville leve op til det EU-retlige effektivitetsprincip.

Afgørelsen er behandlet af landsrettens 1. afdeling under sagsnummeret BS-47157/2020-OLR.