16 feb. 2022
Østre Landsret
Mundtligt forhandlet kæremål om varetægtsfængsling
En varetægtsfængslet person har kæret kendelse afsagt af Københavns Byret den 4. februar 2022 om fortsat varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 2 og 3, til den 3. marts 2022. Den pågældende har nedlagt påstand om løsladelse.
Kæresagen er blevet forhandlet mundtligt i landsretten under retsmøder den 15. februar 2022 fra kl. 9.30 til kl. 19.00 og den 16. februar 2022 fra kl. 9.00 til kl. 19.30. Retsmøderne har været holdt for lukkede døre.
Landsretten har optaget kæresagen til kendelse, der forventes afsagt torsdag den 17. februar 2022 kl. 15.00 uden afholdelse af retsmøde.
Landsretten vil, når parterne er underrettet om resultatet, offentliggøre en pressemeddelelse om udfaldet af kæresagen på landsrettens hjemmeside.
Sagen behandles i landsretten under sagsnr. S-331-22.