06 maj 2022
Østre Landsret
Ikke retlig interesse i søgsmål om krænkelse af markedsføringsloven
Østre Landsret har den 6. maj 2022 afsagt dom om afvisning fra domstolene af en sag anlagt af Orkla Confectionery & Snacks Danmark A/S (”Orkla”) mod Estrella ApS (”Estrella”).
Orkla havde søgt at opnå forbud mod Estrellas markedsføring af Taffel Super Snacks chipsprodukter i firkantet form i en udformning og emballage, som Estrella var ophørt med at anvende i maj 2015, men som Orkla mente, at Estrella agtede at genintroducere.
Østre Landsret afviste sagen som følge af manglende retlig interesse hos Orkla, da det efter landsrettens opfattelse ikke kunne lægges til grund, at Estrella havde konkrete og aktuelle planer om at genintroducere det pågældende produkt.
Landsretten havde forud herfor den 21. januar 2022 truffet afgørelse om ikke at stadfæste Sø- og Handelsrettens dom om afvisning af sagen, som Sø- og Handelsretten havde begrundet med, at Orkla havde udvist passivitet. I forbindelse med denne afgørelse rejste landsretten ex officio det spørgsmål om retlig interesse, som nu har ført til afvisning af sagen.
Landsrettens dom kan læses her.
Sø- og Handelsrettens dom kan læses her.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Karen Hald på mobil 41 25 90 31.
Sagen har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnummer BS-19828/2021.