Staten ansvarlig for, at blankmedieordning var i strid med EU-retten

Blankmedieordningen skal kompensere rettighedshavere til f.eks. musik og film for, at det efter ophavsretsloven er tilladt privatpersoner at fremstille enkelte digitale kopier til privat brug. Indtil udgangen af 2021 bestod ordningen af et vederlag fra salg af f.eks. tomme cd’er og dvd’er og af et pristalsreguleret beløb på finansloven. Copydan KulturPlus administrerer midlerne fra ordningen for rettighedshaverne.

Spørgsmålet for landsretten var, om blankmedieordningen i perioden fra den 1. august 2014 til den 31. december 2021 var i strid med EU-retten, fordi den ikke omfattede vederlag fra salg af visse indbyggede lagringsmedier som f.eks. smartphones, tablets og pc’er, og om Kulturministeriet i givet fald havde pådraget sig et erstatningsansvar herfor.

Landsretten fastslog, at blankmedieordningen ikke opfyldte betingelserne i Infosoc-direktivet om en rimelig kompensation til rettighedshaverne. Uanset at lovgiver har en vid skønsmargin ved fastsættelsen af en ordning for rimelig kompensation, var der med to domme afsagt af EU-domstolen i 2015 og 2106 og henset til den teknologiske udvikling og ændringerne i danskernes kopieringsadfærd skabt en sådan tvivl om, hvorvidt blankmedieordningen var i overensstemmelse med Infosoc-direktivet, at Kulturministeriet havde pligt til så hurtigt som muligt at få afklaret behovet for en tilpasning af ophavsretslovens bestemmelser om blankmedieordningen til de krav, der følger af EU-retten. Da lovgiver ikke gennemførte den nødvendige lovændring med virkning senest fra den 1. juli 2018, forelå der en tilstrækkelig kvalificeret overtrædelse af EU-retten til, at Kulturministeriet havde pådraget sig et erstatningsansvar for det tab, rettighedshaverne var påført fra den 1. juli 2018 til den 31. december 2021.

Landsretten pålagde Kulturministeriet at betale en skønsmæssigt fastsat erstatning på 110 mio. kr. til Copydan KulturPlus.

Østre Landsret har behandlet sagen som 1. instans.

Sagen har været behandlet af landsrettens 23. afdeling under sagsnummer BS-25897/2019-OLR.