28 sep. 2022
Østre Landsret
Værneting i Danmark i forbudssag om varemærkekrænkelse
Dom afsagt: 28. september 2022
Østre Landsret har ved kendelse af 28. september 2022 fastslået, at der var værneting ved Sø- og Handelsretten i en forbudssag om krænkelse af to EU-varemærker og et dansk varemærke begået på internettet.
Landsretten fandt med henvisning til EU-Domstolens retspraksis i bl.a. sag C-523/10, Wintersteiger, at betingelserne i artikel 7, stk. 2, i den omarbejdede Bruxelles I-forordning var opfyldt, for så vidt som forbudsrekvirenten, Victor Rackets Ind. Corp og Sports Group Denmark A/S, blandt andet støttede forbudsanmodningen på, at der forelå en krænkelse af rettighederne til et danskregistreret varemærke. Spørgsmålet om, hvorvidt der faktisk forelå en krænkelse, henhørte under sagens realitetsbehandling. Landsretten ophævede derfor Sø- og Handelsrettens afgørelse om afvisning af sagen og hjemviste sagen til realitetsbehandling.
Landsrettens kendelse kan læses her.
Sø- og Handelsrettens kendelse kan læses her.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Karen Hald på mobil 41 25 90 31.
Sagen har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnummer BS-21467/2022