17 mar. 2023
Østre Landsret
Dom i sag om forholdet mellem husforsikringer og ejerskifteforsikringer
Østre Landsret har den 17. marts 2023 afsagt dom om forholdet mellem en husforsikring og en ejerskifteforsikring i en sag, hvor en skade var omfattet af begge forsikringer
Sagen vedrørte spørgsmålene om, hvorvidt en konkret skade var omfattet af både en husforsikring og en ejerskifteforsikring, og om ejerskifteforsikringer i givet fald var omfattet af reglerne om dobbeltforsikring i forsikringsaftaleloven, således at udgifterne til skaden skulle fordeles mellem forsikringsselskaberne.
Landsretten lagde ved dommen til grund, at den konkrete skade var omfattet af både husforsikringen og ejerskifteforsikringen. Landsretten fandt herefter, at skader, som er dækket af både en husforsikring og en ejerskifteforsikring kan være omfattet af forsikringsaftalelovens bestemmelser om dobbeltforsikring, og at der i det konkrete tilfælde var tale om dobbeltforsikring efter forsikringsaftaleloven.
Landsretten gav derfor husforsikringsselskabet medhold i, at udgifterne til den konkrete skade skulle fordeles mellem husforsikringen og ejerskifteforsikringen i overensstemmelse med reglerne i forsikringsaftaleloven om dobbeltforsikring.
Landsrettens præmisser kan læses i deres helhed her.
Sagen, der er en 1. instanssag, har været behandlet i Østre Landsrets 17. afdeling under j.nr. BS-24997/2020-OLR.