17 mar. 2023
Østre Landsret
Erstatningsopgøret efter Hesalight A/S’ konkurs
Østre Landsret har i dag afsagt dom i sagen, hvor konkursboet havde rejst et solidarisk krav på 200 millioner kr. mod direktionen og bestyrelsen af det konkursramte selskab, Hesalight A/S, samt selskabets revisor.
Østre Landsret har i dag afsagt dom i sagen, hvor konkursboet havde rejst et solidarisk krav på 200 millioner kr. mod direktionen og bestyrelsen af det konkursramte selskab, Hesalight A/S, samt selskabets revisor. HesaLight A/S, der var beliggende i Roskilde, var specialiseret i LED-belysning og udbød store LED-løsninger til offentlige og private kunder i Europa, Sydamerika og Asien.
I byretten blev tre af bestyrelsesmedlemmerne, hvoraf de to udgjorde selskabets formelle direktion, sammen med selskabets tidligere revisor idømt solidarisk erstatningsansvar for 200 millioner kr. Det sidste medlem af bestyrelsen blev frifundet. Sagen blev af de parter, der var dømt erstatningsansvarlige, anket til frifindelse, mens konkursboet tilsvarende ankede over for det frifundne medlem af bestyrelsen.
Landsretten tiltrådte, at de tre bestyrelsesmedlemmer var idømt solidarisk erstatningsansvar, men frifandt den tidligere revisor under henvisning til, at konkursboet ikke havde godtgjort, at der var årsagssammenhæng mellem revisorens ansvarspådragende fejl og konkursboets tab. Landsretten tiltrådte endvidere, at det sidste medlem af bestyrelsen, der kun havde været tilknyttet selskabet i en kortere periode, var frifundet.
Landsretten fandt ikke grundlag for at lempe ansvaret for nogen af de dømte bestyrelsesmedlemmer. I modsætning til byretten fandt landsretten heller ikke grundlag for, at nogen af parterne i det indbyrdes forhold skulle friholde nogen af de andre.
Landsrettens præmisser kan læses i deres helhed her.
Ankesagen har været behandlet i Østre Landsrets 8. afdeling under j.nr. BS-15446/2020-OLR m.fl.