31 maj 2023
Østre Landsret
Overtrædelse af tavshedspligt og ulovlige opslag i politiets system
Landsretten frifinder tidligere leder i politiet for overtrædelse af sin tavshedspligt og for ulovlige opslag i politiets sagsbehandlingssystem
Den tidligere leder var tiltalt for i forbindelse med udgivelsen af en bog at have brudt sin tavshedspligt ved uberettiget at have videregivet fortrolige oplysninger fra afsluttede straffesager om enkeltpersoners private forhold. Han var også tiltalt for stillingsmisbrug ved at have foretaget opslag i politiets sagsbehandlingssystem uden arbejdsmæssig begrundelse.
I byretten blev han dømt for i ét tilfælde at have brudt sin tavshedspligt og frifundet for otte yderligere forhold. Han blev endvidere dømt for stillingsmisbrug ved at have foretaget opslag i sagsbehandlingssystemet.
Anklagemyndigheden havde anket byrettens dom med henblik på domfældelse i overensstemmelse med tiltalen.
Landsretten frifandt i det hele tiltalte.
Sagen har været behandlet i Østre Landsrets 6. afdeling under j.nr. S-2843-21.