20 nov. 2024
Østre Landsret
Trustpilot A/S ansvarsfri
Østre Landsret har den 20. november 2024 afsagt dom i en ankesag
Hvor virksomheden, Flex Gulvservice ApS (”Flex Gulvservice”), havde rejst krav mod Trustpilot A/S (”Trustpilot”), som følge af en anmeldelse af Flex Gulvservice skrevet af en tidligere medarbejder på virksomhedens profil på Trustpilots onlineplatform.
Sagen angik navnlig spørgsmålet om, hvorvidt Trustpilot var ansvarsfri i medfør af e-handelslovens dagældende § 16, og i den forbindelse hvornår Trustpilot fik kendskab til den pågældende anmeldelse og tog skridt til at fjerne den.
Det var herudover af Flex Gulvservice gjort gældende, at Trustpilot havde handlet i strid med en række af markedsføringslovens bestemmelser og desuden havde påtaget sig en aftaleretlig forpligtelse til i alle tilfælde at sikre, at offentliggjorte anmeldelser stammede fra reelle kunder.
Landsretten fandt ligesom Sø- og Handelsretten, at Trustpilot var ansvarsfri efter e-handelsloven. Derudover fandtes Trustpilot ikke at have overtrådt markedsføringsloven eller påtaget sig en aftaleretlig forpligtelse, som påstået. Landsretten stadfæstede derfor Sø- og Handelsrettens dom.
Landsrettens dom kan læses her
Sø- og Handelsrettens dom kan læses her
Sagen har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnummer BS-16590/2024-OLR.