Dom i sag mellem Resurs Bank og Finanstilsynet samt Forbrugerombudsmanden

Dom afsagt: 22. marts 2024

Forbrugerombudsmanden var desuden indtrådt i sagen som såkaldt hovedintervenient med henblik på at få tilsidesat en konkret kreditaftale mellem Resurs Bank og en forbruger (låntager) som ugyldig.

Sagen er blevet behandlet af landsretten i 1. instans.

Finanstilsynets påbud til Resurs Bank indeholder efter sin ordlyd en forpligtelse for Resurs Bank til: ”at  beregne låntagers rådighedsbeløb for alle lån, at foretage vurderingen af låntagers kreditværdighed på baggrund af fyldestgørende oplysninger, hvilket indebærer, at Resurs Bank indhenter dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske udgifter, at beregne låntagers udgifter til det ansøgte lån på baggrund af scenariet med den højeste ydelse i de tilfælde, hvor låntager først vælger en afbetalingsordning og dermed den månedlige ydelse efter kreditaftalen er indgået, og at foretage en individuel vurdering i alle tilfælde af, om låntagers rådighedsbeløb er tilstrækkeligt til, at låntager kan servicere lånet”.

Resurs Bank gjorde under sagen overordnet gældende, at påbuddet ikke havde tilstrækkelig hjemmel i lovgivningen, og at påbuddet i øvrigt var i strid med det forvaltningsretlige proportionalitetsprincip.

Landsretten har ved dommen i det væsentlige opretholdt Finanstilsynets påbud og har således ikke fundet, at påbuddet går ud over rammerne i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, således som denne bestemmelse må forstås i lyset af forbrugerkreditdirektivet og praksis fra EU-domstolen, eller at påbuddet ikke er proportionalt. Landsretten har dog fundet, at den del af påbuddet, der angik, at Resurs Bank som led i kreditværdighedsvurderingen skulle indhente dokumenterede oplysninger om låntagers faktiske indtægter og faktiske udgifter, var for vidtgående. Påbuddet måtte forstås således, at der skulle indhentes dokumenterede oplysninger i alle låneforhold, og et krav herom ville reelt fratage Resurs Bank et skøn over, hvornår der forelå fyldestgørende oplysninger til brug for kreditværdighedsvurderingen. Et generelt krav herom, der blev stillet uafhængigt af omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af kreditaftalen, herunder f.eks. lånets størrelse og kreditgivers forudgående kendskab til forbrugeren, havde derfor ikke den fornødne hjemmel i kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1. Denne del af påbuddet blev derfor tilsidesat.

Landsretten frifandt endvidere Resurs Bank for den påstand, som Forbrugerombudsmanden havde nedlagt om tilsidesættelse af en konkret kreditaftale indgået mellem Resurs Bank og en forbruger (låntager). Landsretten fandt således efter en samlet vurdering af oplysningerne i den konkrete sag, at Forbrugerombudsmanden ikke havde løftet bevisbyrden for, at der forelå en så grov tilsidesættelse af pligten til at foretage kreditværdighedsvurdering, at der var grundlag for at tilsidesætte kreditaftalen som ugyldig.

Præmisserne i landsrettens dom kan læses her.

Sagen er blevet behandlet i landsrettens 7. afdeling under sagsnummer BS-10730/2022-OLR.