19 apr. 2024
Østre Landsret
Dom om beskatning af vederlaget for salg af aktie i Visa Europe Limited
Østre Landsret har den 19. april 2024 afsagt dom i en sag anlagt af Nets Denmark A/S mod Skatteministeriet, om, hvorvidt Teller A/S’ (nu Nets Denmark A/S) vederlag ved salg af en aktie i det britiske selskab, Visa Europe Limited, var skattefrit
i medfør af aktieavancebeskatningslovens § 4 C, stk. 1 og 3.
Der var i sagen spørgsmål om fortolkningen af aktieavancebeskatningslovens § 4 C, stk. 3, herunder særligt om det britiske Visa-selskab svarer til et dansk aktie- og anpartsselskab. Dette ville betyde, at vederlaget ved aktiesalget var undtaget fra aktieavancebeskatning. For så vidt som det britiske selskab ikke umiddelbart kunne antages at svare til et dansk aktie- og anpartsselskab − med heraf følgende skattepligt af vederlaget − var spørgsmålet, om en forståelse af aktieavancebeskatningslovens § 4 C, stk. 1 og 3, hvorefter modtagelse af vederlag for salg af en aktie i et selskab som Visa Europe Limited ikke anses for skattefri, er i strid med EU-rettens regler om kapitalens frie bevægelighed i TEUF artikel 63, stk. 1.
Landsretten fandt, at Visa-selskabet ikke kunne sidestilles med et dansk aktie- og anpartsselskab, og at den omstændighed, at vederlaget fra aktiesalget dermed ikke var skattefrit, ikke kunne anses for at være i strid med TEUF artikel 63, stk. 1. Landsretten frifandt derfor Skatteministeriet.
Landsrettens dom kan læses her
Sagen er behandles i landsretten i 1. instans.
Yderligere oplysninger kan fås ved henvendelse til pressekontaktdommer, landsdommer Jacob Waage på mobil 41 25 90 31.
Sagen har været behandlet af landsrettens 8. afdeling under sagsnummer BS-34045/2020-OLR