Ikke forbud mod tv-dokumentarserie

Begrundelsen i landsrettens kendelse (pseudonymiseret og med enkelte afsnit udeladt) lyder:

”Sagen angår som for byretten, om der kan meddeles forbud mod TV2's planlagte offentliggørelse af en tv-dokumentarserie, ”Den Sorte Svane”, hvori A som ”muldvarp” foretager skjulte optagelser af møder mellem A, banderelaterede personer, forretningsmænd og advokater om hvidvask, svindel med forurenet jord og anden kriminalitet med henblik på at belyse samspillet mellem den kriminelle underverden og den etablerede forretningsverden i Danmark om alvorlig samfundsskadelig kriminalitet.

Landsretten finder, at udsendelsernes tema må anses for at være af meget væsentlig samfundsmæssig interesse.

A's påstand 2.1 og påstand 3, nr. iv), er efter landsrettens opfattelse så uklare og ubestemte, at de ikke kan danne grundlag for en afgørelse om midlertidigt forbud og påbud med hensyn til hvilke, overtrædelse er strafsanktioneret. Disse påstande afvises som følge heraf.

A har i første række gjort gældende, at forholdet mellem A og både Wingman Media og TV2 udelukkende er reguleret af den mellem A og Wingman Media indgåede options- og projektkontrakt af 4. juli 2022, fra hvilken TV2 afleder sine rettigheder, og at A efter pkt. 2.4 i denne aftale kan modsætte sig, at følsomt materiale, herunder hele den omhandlede tv-dokumentarserie, offentliggøres.

Det fremgår af pkt. 2 i projektaftalen af 20. marts 2022 mellem Wingman Media og A, at den angår en tv-serie/dokumentarfilm, der produceres i samarbejde med TV2.  I pkt. 4 er det anført, at kontrakten ”forudsætter, at produktionen og samarbejdet med TV2 opretholdes”. Redaktionschef B på TV2 gennemgik i en mail af 3. juni 2022 nøje de sikkerhedsmæssige overvejelser, som den planlagte udsendelsesrække gav anledning til, og hvilke beskyttelsesforanstaltninger, TV2 ville foranledige, at A fik stillet til rådighed. Der er ikke oplysninger i sagen om, at A i tiden herefter gjorde indsigelse mod det i mailen anførte. Det fremgår af den videre korrespondance mellem redaktionen på TV2 og A, at TV2 fortsat var yderst opmærksom på at beskytte A. Af det afspillede uddrag af udsendelserne fremgår endvidere, at As rolle og de hermed forbundne risici nøje blev drøftet med A som en indledende del af og under optagelserne.

Det fremgår af pkt. 1 i options- og projektkontrakten, at den angår en international dokumentarfilm om A og A's liv. Det fremgår videre, at aftalen, jf. pkt. 2.5, løber ”… så længe, den igangværende serie med dansk TV2 er i produktion … ”, at den, jf. pkt. 2.8, internationale dokumentarfilm ”ikke [er] en lokalt forankret tv-serie (TV2)”, og, jf. pkt. 4, at aftalen ”forudsætter, at en igangværende produktion med TV2 opretholdes.”

Landsretten tiltræder efter indholdet af kontrakterne sammenholdt med navnlig den nævnte mail af 3. juni 2022 og indholdet af de afspillede optagelser, at options- og projektaftalen ikke angår TV2’s tv-dokumentarserie, og at den i options- og projektaftalens pkt. 2.4 anførte vetoret derfor ikke kan påberåbes af A som grundlag for et forbud mod tv-dokumentarserien.

A har i anden række gjort gældende, at A ikke har givet et gyldigt samtykke til offentliggørelse af tv-dokumentarserien eller i hvert fald er berettiget til at trække det tilbage og opnå forbud imod offentliggørelse som følge af den alvorlige trussel mod A's liv, helbred og velfærd, som der ifølge CERTA og Københavns Politis udtalelser af 17. maj 2024 består. A har i den forbindelse tillige gjort gældende, at de sikkerhedsforanstaltninger, A efter råd fra CERTA og Københavns Politi følger, indebærer en så voldsom begrænsning i dennes almindelige livsudfoldelse, at A må være berettiget til at trække sit samtykke tilbage og opnå forbud mod offentliggørelse af udsendelserne. For så vidt som A ikke opnår forbud mod hele udsendelsesrækken, har A gjort gældende, at der som led i offentliggørelsen af tv-dokumentarserien vil blive bragt de i A's påstand 3, nr. i-iii), og påstand 4, 5 og 6 nævnte udsagn, som er alvorlige, usande, ærekrænkende og egnede til væsentligt at skade A, jf. straffelovens § 268, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. § 267, stk. 1, og som det derfor skal forbydes TV2 at offentliggøre.

Landsretten tiltræder af de grunde, som byretten har anført, at A må anses for at have samtykket i at medvirke i tv-dokumentarserien og til dens offentliggørelse, herunder at A medvirker med eget billede og uden sløring, og for løbende under optagelserne at have bekræftet dette samtykke. A må endvidere anses for at have  givet samtykke med fuld bevidsthed om den betydelige sikkerhedsmæssige risiko,  A's medvirken ville indebære for A, ligesom A har været fuldt ud bevidst om, hvilke emner optagelserne angik. Det tiltrædes endvidere, at der ikke er omstændigheder ved A's afgivelse af dette samtykke og A's løbende bekræftelse heraf, som kan indebære, at A er berettiget til at trække sit samtykke tilbage. Det er herunder ikke sandsynliggjort, at A af C på utilbørlig måde er blevet presset til fortsat at medvirke. Efter de foreliggende oplysninger, herunder særligt den af A – om end under protest – underskrevne aftale med CERTA af 5. maj 2024 og udtalelserne af 17. maj 2024 fra CERTA og Københavns Politi, er der som anført af byretten ikke grundlag for at antage, at TV2 ikke har stillet de beskyttelsesforanstaltninger til rådighed for A, som A kunne forvente. Hverken omstændighederne i forbindelse med indgåelsen af aftalen om As medvirken i udsendelserne eller den måde, hvorpå TV2 har opfyldt sit tilsagn om at stille beskyttelsesforanstaltninger til rådighed for A, kan således medføre, at A's samtykke til offentliggørelse ikke skal anses for bindende for A. Landsretten bemærker dog, at det ikke kan antages, at A's samtykke omfatter de udsagn, som fremgår af A's påstand 3, nr. i-iii), og påstand 4, 5 og 6, og som TV2 har bekræftet vil indgå i den endelige tv-dokumentarserie. 

Spørgsmålet er herefter for så vidt angår A's påstande om forbud mod den samlede TV-dokumentarserie, om der foreligger en så alvorlig trussel mod A's liv, helbred og velfærd, og om de sikkerhedsforanstaltninger, A må underkaste sig, udgør et sådant indgreb i A's almindelige livsudfoldelse, at A må anses for berettiget til at tilbagekalde sit samtykke til offentliggørelsen som følge af bristende forudsætninger, eller at aftalen skal tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36 eller DL 5-1-2, herunder tillige henset til statens positive forpligtelser til at sikre A's liv og sikre A's privatliv, jf. artikel 2, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i for så vidt angår artikel 2 blandt andet dom af 28. oktober 1998 i sag 23452/94, Osman mod Storbritannien, præmis 115, og dom af 15. juni 2021 sag 62903/15, Kurt mod Østrig, præmis 157, og for så vidt angår artikel 8 dom af 16. december 1992, i sag 13710/88, Niemietz mod Tyskland, præmis 29, dom af 18. januar 2018 i sagerne 48151/11 og 77769/13, Fédération nationale des associations et des syndicats sportifs (FNASS) m.fl. mod Frankrig, præmis 152-159. Hvis A ikke kan opnå forbud mod offentliggørelse af den samlede tv-dokumentarserie, er spørgsmålet dernæst, om de i As påstand 3, nr. i-iii), og påstand 4, 5 og 6 nævnte udsagn har et sådant usandt og ærekrænkende indhold, at A kan kræve dem forbudt i medfør af de af A påberåbte bestemmelser i straffeloven sammenholdt med den ret til beskyttelse af omdømme, som følger af artikel 8, stk. 1, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention som fortolket af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i blandt andet dom af 29. juni 2004 i sag 64915/01, Chauvy m.fl. mod Frankrig, præmis 71.

For så vidt som betingelsen i retsplejelovens § 413, nr. 1, anses for opfyldt, følger det ved proportionalitetsvurderingen efter retsplejelovens § 414, stk. 2, af praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og Højesteret, jf. blandt andet den ovennævnte Chauvy-dom, præmis 62-64, og Højesterets dom gengivet i U.2010.1859, at et forbud mod offentliggørelse af optagelser som de foreliggende er et indgreb i ytrings- og informationsfriheden, som kun kan foretages, såfremt tungtvejende grunde taler herfor, jf. herved principperne bag grundlovens § 77 samt artikel 10, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter begrænsninger i ytringsfriheden kun kan ske i det omfang, de er ”nødvendige i et demokratisk samfund” af hensyn til blandt andet beskyttelse af ”andres gode navn og rygte eller rettigheder”. Det er i den forbindelse et integreret element i ytringsfriheden at søge den historiske sandhed, jf. Chauvy-dommen, præmis 69. Endvidere er også ytringer, som fornærmer, chokerer og forstyrrer, beskyttet af artikel 10, stk. 1, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 18. maj 2004 i sag 58148/00, Editions Plon mod Frankrig, præmis 42. Af den nævnte retspraksis følger, at der i afvejningen af hensynet til ytringsfriheden over for andre hensyn, herunder hensynet til privatlivets fred, skal foretages en nøje vurdering af, om et indgreb i ytringsfriheden må anses for nødvendigt for at tilgodese det tilsigtede formål, jf. Chauvy-dommens præmis 70. Det skal endvidere, jf. blandt andet Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 7. februar 2012 i sag 40660/08 og sag 60641/08, Von Hannover mod Tyskland, præmis 100-102, særligt indgå, at der ikke opstilles begrænsninger, som hindrer medier i på rimelig måde at udfylde rollen som offentlighedens kontrol- og informationsorgan. Det forhold, at en offentliggørelse i medierne kan medføre en krænkelse, er derfor ikke tilstrækkelig til, at et forbud kan nedlægges, medmindre krænkelsen er af en sådan grovhed, at hensynet til den krænkede overstiger hensynet til ytrings- og informationsfriheden.

Efter det af TV2 under den mundtlige forhandling den 23. maj 2024 oplyste og det af D i overensstemmelse hermed forklarede var der på dette tidspunkt sket forelæggelse for alle de personer, som vises i udsendelserne, idet der alene udestod de genforelæggelser og forelæggelser for yderligere personer, som forelæggelsen for de viste personer giver anledning til. De foretagne forelæggelser må antages at være årsag til den alvorlige trussel, A nu er udsat for. Den skete forelæggelse må efter landsrettens opfattelse antages at indebære, at det i de kriminelle miljøer, hvorfra en række personer optræder i tv-dokumentarserien, nu er almindelig kendt, at A har virket som ”muldvarp”. Det kan ikke antages, at en undladelse af at offentliggøre tv-dokumentarserien eller en sløring af A vil kunne ændre herpå.

Efter udtalelserne af 17. maj 2024 fra CERTA og Københavns Politi lægger landsretten til grund, at der af politiet i samarbejde med CERTA er iværksat foranstaltninger med henblik på at beskytte A's liv, helbred og velfærd. Der er ikke sandsynliggjort, at de iværksatte foranstaltninger ikke er effektive og tilstrækkelige. Landsretten finder endvidere, at de indskrænkninger i A's livsudfoldelse, som disse foranstaltninger medfører, ikke overskrider, hvad A efter de afspillede uddrag af udsendelserne, og det A har forklaret for landsretten, om hvilke trusler, A imødeså at blive udsat for i anledning af udsendelserne, sammenholdt med redaktionschef B's mail af 3. juni 2022 til A og den videre korrespondance om beskyttelsesforanstaltninger, må anses for at have accepteret at tåle. Det bemærkes herved tillige, at de indskrænkninger, A oplever, må ses i lyset af, at A flere gange har afvist politiets forslag om  ...  Der er i den forbindelse ikke oplysninger om, at TV2 ikke, som led i de beskyttelsesforanstaltninger, som TV2 har påtaget sig at stille til rådighed for A, vil være villig til at finansiere dette. Det bemærkes endvidere, at det, som det fremgår af den nævnte mail af 3. juni 2022, har været både A's og TV2's vurdering, at trusselsniveauet …  

A har på denne baggrund ikke sandsynliggjort, at A som følge af bristende forudsætninger sammenholdt med statens positive forpligtelser til at beskytte A's liv og privatliv har ret til at undgå offentliggørelse af den samlede tv-dokumentarserie, og ej heller at A i den forbindelse skal sløres. Der er heller ikke grundlag herfor efter aftalelovens § 36 eller DL 5-1-2.

For så vidt angår de udsagn, som er anført i A's påstand 3, nr. i-iii), og påstand 4, 5 og 6, er det efter landsrettens opfattelse ikke sandsynliggjort, at udsagnene er ærekrænkende injurier omfattet af straffelovens § 267, stk. 1. Landsretten finder endvidere, at TV2 har en væsentlig anerkendelsesværdig interesse i og tillige må anses for journalistisk forpligtet til at belyse den betydelige tvivl, der efter de oplysninger, TV2 er kommet i besiddelse af, er opstået om A's ageren under optagelserne, herunder om A har respekteret det aftalte om, at A under optagelsesforløbet skulle holde sig på den ”rigtige side” af loven og afholde sig fra selv at begå kriminalitet. De pågældende udsagn går endvidere ikke videre, end det må anses for nødvendigt for at belyse dette. TV2's interesse i at offentliggøre udsagnene må herved anses for klart at overstige A's interesse i, at de ikke offentliggøres.

På den ovennævnte baggrund er betingelsen i retsplejelovens § 413, nr. 1, ikke opfyldt. Landsretten bemærker i øvrigt, at der ikke foreligger sådanne tungtvejende grunde, der taler for det indgreb i ytringsfriheden, som et forbud mod TV2's offentliggørelse af den samlede tv-dokumentarserie eller dele heraf vil indebære, at en proportionalitetsvurdering efter retsplejelovens § 414, stk. 2, ville kunne falde ud til, at forbud skal meddeles.

Byrettens kendelse stadfæstes herefter med den ændring, at A's påstand 2.1 og påstand 3, nr. iv), afvises.”

Den mundtlige forhandling i sagen den 23. maj 2024 fandt efter parternes fælles anmodning sted for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29, stk. 2.

Sagen har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnummer BS-22906/2024-OLR.