Gå til sidens indhold

Østre Landsret

18 sep. 2024

Østre Landsret

Fængsel i 8 måneder for spionage

8 måneders fængsel, heraf 4 måneder betinget, for overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1

I sommeren 2016 var der i Tyrkiet et forsøg på et statskup. Umiddelbart herefter gjorde præsident Erdogan offentligt Fetullah Gülen og dennes støtter ansvarlig for kupforsøget og benævnte Gülen-bevægelsen som en terrororganisation (Fetullahistisk Terrororganisation, FETÖ). I den forbindelse opfordrede præsident Erdogan offentligheden til at angive Gülen-tilhængere.

Tiltalte var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1, om spionage, ved i august 2016 at have sendt en mail til de tyrkiske myndigheder med oplysninger om en række personer, der var bosat i Danmark, herunder om deres tilknytning til eller sympati med Gülen-bevægelsen (FETÖ).

Sagen angik, om tiltalte ved at sende mailen til Hovedkontoret for Cyberkriminalitet i Ankara havde overtrådt straffelovens § 108, stk. 1 – også omtalt som ”den milde spionparagraf”.

Byretten fandt den 29. marts 2022 tiltalte skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet og idømte tiltalte 6 måneders fængsel. Tiltalte blev endvidere udvist betinget af Danmark.

Tiltalte ankede dommen til frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden kontraankede til skærpelse.

Ankesagen har været behandlet af landsretten med domsmænd over tre dage i september 2024.

Et flertal på 5 voterende fandt det bevist, at tiltalte var skyldig i hvert fald i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 108, stk. 1. Et mindretal på 1 voterede for stadfæstelse af byrettens bevisresultat.

En enig landsret fastsatte straffen til fængsel i 8 måneder. Henset til den lange sagsbehandlingstid blev 4 måneder af straffen gjort betinget med en prøvetid på 2 år og tilsyn af Kriminalforsorgen i 1 år. Landsretten stadfæstede, at udvisningen skulle gøres betinget.

Ankesagen har været behandlet i Østre Landsrets 22. afdeling under sag S-1113-22.