08 jan. 2025
Østre Landsret
Ikke varemærkeret til ”Kokkedal Slot” og derfor ingen krænkelse
Dom afsagt: 8. januar 2025
Østre Landsret har den 8. januar 2025 afsagt dom i en ankesag indbragt af Kokkedal Slot ApS og Slotshotellet ApS (samlet ”KSC”) mod Kokkedal Slot i Brovst v/ejeren af denne virksomhed (”Kokkedal Slot”)
Sagen angik, om KSC’s brug af betegnelsen/navnet ”Kokkedal Slot Copenhagen” krænkede Kokkedal Slots ret til det i registreringsklasse 41 (Uddannelsesvirksomhed, undervisningsvirksomhed, underholdningsvirksomhed, sportsarrangementer og kulturelle arrangementer) og registreringsklasse 43 (Tilvejebringelse af mad og drikke, midlertidig indkvartering) registrerede varemærke ”Kokkedal Slot”.
Landsretten tiltrådte, at Kokkedal Slots varemærkeregistrering i klasse 41 skulle ophæves, fordi det ikke var godtgjort, at varemærket ”Kokkedal Slot” − som landsretten i en tidligere sag havde fastslået, mangler særpræg − var indarbejdet ved brug i denne klasse på tidspunktet for varemærkeansøgningen.
I modsætning til Sø- og Handelsretten fandt landsretten det heller ikke godtgjort, at varemærket var indarbejdet ved brug i registreringsklasse 43. Landsretten ophævede derfor også varemærkeregistreringen i denne klasse. Landsretten frifandt som følge heraf KSC for Kokkedal Slots påstand om vederlag og erstatning, som Sø- og Handelsretten havde taget til følge med 2 mio. kr.
Landsrettens dom kan læses her
Sø- og Handelsrettens dom kan læses her
Sagen har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnummer BS-10389/2024-OLR