Gå til sidens indhold

Østre Landsret

17 mar. 2025

Østre Landsret

Midlertidigt forbud vedr. krænkelse af Ganni A/S’ Buckle Ballerina

Østre Landsret har den 17. marts 2025 afsagt kendelse i en kæresag indbragt af Steve Madden Ltd. og Steve Madden Europe B.V. (”Steve Madden”) med påstand om ophævelse af forbud meddelt af Sø- og Handelsretten efter anmodning fra Ganni A/S (”Ganni”) mod Steve Maddens salg, markedsføring mv. af Steve Maddens sko Grand Ave.

Landsretten afsagde samtidig kendelse i en anden kæresag indbragt af Ganni mod Steve Maddens forhandler, Lulu’s Fashion Lounge, LLC (”Lulu’s Fashion Lounge”). I den sag havde Ganni nedlagt påstand om, at der skulle meddeles forbud mod  Lulu’s Fashion Lounges markedsføring mv. af Steve Maddens Sandria Sandal.

I kæresagen indbragt af Steve Madden fandt landsretten det godtgjort, at Ganniss Buckle Ballerina var ophavsretligt beskyttet, og var derudover enig med Sø- og Handelsretten i, at Steve Maddens Grand Ave-sko var en så nærgående efterligning, at Gannis rettigheder efter både ophavsretsloven og markedsføringsloven var krænket. Landsretten stadfæstede derfor det forbud vedrørende Grand Ave-skoen, som Sø- og Handelsretten havde nedlagt.

I kæresagen indbragt af Ganni var landsretten var enig med Sø- og Handelsretten i, at Steve Maddens Sandria Sandal adskilte sig så væsentligt fra både Gannis Buckle Ballerina og Gannis Buckle Sandal, at der ikke var sandsynliggjort en krænkelse efter markedsføringsloven, ophavsretsloven eller designlovgivningen. Landsretten stadfæstede derfor Sø-og Handelsrettens kendelse om ikke at meddele forbud vedrørende Sandria Sandal. Ganni havde i Sø- og Handelsretten opnået forbud mod Lulu’s Fashion Lounges markedsføring mv. af Steve Maddens Graya Ballerina, men var utilfreds med Sø- og Handelsrettens begrundelse. Ganni forsøgte derfor ved at gentage forbudspåstanden i kæresagen at få landsretten til at ændre begrundelsen. Det blev afvist af landsretten.

Landsrettens kendelser kan læses her BS-43774/2024-OLR og BS-59217/2024-OLR  

Sø- og Handelsrettens kendelser kan læses BS-25562/2024-SHR og BS-32550/2024-SHR

Sagerne har været behandlet af landsrettens 10. afdeling under sagsnummer BS-43774/2024-OLR og BS-59217/2024-OLR.