Gå til sidens indhold

Grønlands Landsret

19 maj 2023

Grønlands Landsret

Royal Greenland A/S skal betale en bøde - K 052/23

Royal Greenland A/S blev idømt at betale bøde på 75.000 kr. inden 14 dage, der tilfalder statskassen for at have overtrådt vilkår, og dermed været ansvarlig for, at der fra virksomhedens produktionsanlæg i Royal Greenland fiskefabrik i Maniitsoq skete udslip af ca. 1.000 liter dieselolie.

Af Grønlands Landsrets dom af 19. maj 2023 fremgår følgende:

Landsretten finder det ligesom kredsretten og af de af kredsretten anførte grunde bevist, at tiltalte er skyldig efter anklageskriftet.

Landsretten har således bl.a. lagt vægt på, at det efter de fremkomne faktuelle oplysninger må lægges til grund, at der er sket udslip af ca. 1.000 liter dieselolie fra sagsøgtes fabrik til havet via det offentlige kloaksystem, at den omhandlede olietank stod placeret helt tæt på et afløb til den offentlige kloak, at der ikke var etableret spildbakke eller opsamlingskar under tanken, og at tiltalte først den 4. juni 2020 foretog indberetning til tilsynsmyndigheden om udslippet, selvom det havde fundet sted den 30. maj 2020. Det fremgik i øvrigt af indberetningen, at udslippet ikke var opdaget af tiltalte selv, som derfor ikke var i stand til at oplyse præcist, hvornår og hvor længe udslippet havde stået på.

Sanktionen for overtrædelse af de omhandlede bestemmelser er bøde, jf. Inatsisartutlov nr. 9 af 22. november 2011 § 66, stk. 1, nr. 5, jf. § 15, stk. 1, og § 66, stk. 1, nr. 2, jf. § 53, stk. 1, samt Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 11 af 20. august 2004 § 25, stk. 1, nr. 3, jf. § 25, stk. 1.

Landsretten finder i henhold til de nævnte bestemmelser, at der ved udmålingen af den samlede bøde skal lægges vægt på overtrædelsernes karakter og de nærmere omstændigheder, hvorunder de er begået, herunder at de må anses som udslag af grov uagtsomhed. Der skal også lægges vægt på arten og mængden af det forurenende stof, der er udledt til havmiljøet, og at udslippet er sket i forbindelse med udøvelse af erhverv og af en meget stor virksomhed med en endog særdeles betydelig omsætning.

Henset hertil og efter den af lovgiver i forarbejderne til havmiljøloven meddelte vejledning vedrørende bødestørrelser ved forurening af havmiljøet finder landsretten efter en konkret og samlet vurdering, at bøden som udgangspunkt bør fastsættes til ikke under 300.000 kr.

Under hensyn til, at tiltalte ved bødeforlæg af 7. maj 2021 fik oplyst, at sagen kunne afgøres uden retslig forfølgning ved betaling af en bøde på 210.000 kr., hvilket også var anklagemyndighedens påstand for kredsretten, fastsættes bøden imidlertid i overensstemmelse hermed.

Tiltalte, Royal Greenland A/S, skal betale en bøde på 210.000 kr.

 

Sagsnummer: K 052/23

Domme med forklaringer