Gå til sidens indhold

Ved et betalingspåkrav får du fogedrettens hjælp til at indkræve gæld på op til 100.000 kr. Et betalingspåkrav er en forenklet inkassoproces. Fogedretten er en del af byretten.

Hvis nogen skylder dig penge, kan du få rettens hjælp til at indkræve beløbet ved at indlevere et betalingspåkrav til din lokale byret. Det er fogedretten, der behandler sagen. Du kan vælge den forenklede inkassoproces, hvis du har en klar forventning om, at skyldneren er enig i, at vedkommende skylder dig penge. Den samlede gæld må dog ikke overstige 100.000 kr. ekskl. renter og sagsomkostninger. 

Det særlige ved denne forenklede inkassoproces er, at du kun skal rette én henvendelse til fogedretten, som både tager sig af grundlaget for og gennemførelsen af et udlæg. Hvis kravet er over 100.000 kr., skal du i stedet anlægge en almindelig civil retssag.

Hvilke oplysninger skal jeg udfylde?

Blanketten om betalingspåkrav skal blandt andet indeholde oplysninger om parternes navne og adresse, dit krav samt informationer om, hvordan kravet er opstået.

Du kan finde betalingspåkravsblanketten samt vejledninger her på siden. Hvis du har spørgsmål til, hvordan du skal udfylde blanketter, kan du kontakte fogedretten, som kan vejlede dig.

Hvordan forløber sagen?

Hvis du i blanketten for betalingspåkravet har markeret, at du ønsker det, kan fogedretten:

  • Sørge for, at betalingspåkravet får samme bindende virkning som en dom. Fogedretten vil i forlængelse heraf indkalde dig og skyldner til et møde for at drøfte skyldners mulighed for at betale og stille sikkerhed for gælden, indtil gælden er betalt. Her vil sagen normalt ende.
  • Sende sagen til civilretten, hvis skyldneren – mod forventning – er uenig i kravet. Civilretten indleder derefter en retssag på grundlag af betalingspåkravet.

Hvad koster det?

Når du indleverer betalingspåkravet til fogedretten, skal du samtidig indbetale en retsafgift. Retsafgiften afhænger af kravets størrelse, dine valg i betalingspåkravet og sagens forløb.

Gå til beregn retsafgift

Sidst opdateret: 13. juni 2023