25 mar 2021

Retten i Herning

19-årig mand frifundet for vidnetrusler

19-årig mand fra Herning frifundet for vidnetrusler via Messenger mod en kvinde der i en sag vedrørende knivstikkeri skulle afgive forklaring

Sagsnummer: SS 99-3029/2020

Ved en dom afsagt den 25. januar 2021 blev en mand på 19 år fundet skyldig i besiddelse af 94,88 gram hash med henblik på videreoverdragelse og besiddelse af en strømpistol. Tiltalte var tillige tiltalt for vidnetrusler ved via Messenger med trussel om vold at have forulempet en kvinde i anledning af hendes forklaring for politiet og retten vedrørende et knivstikkeri, idet tiltalte sendte flere beskeder til kvinden med ordlyden ”du er en stikker”, ” en løgner” og ”jeg kan ikke bruge undskyldninger til noget, men jeg vil se handling, hvorfor jeg vil opsøge dig på din adresse i weekenden”. Tiltalte blev frifundet for dette forhold.

Tiltalte nægtede at have truet vidnet og forklarede, at han ikke vidste, at hun havde vidnet i sagen mod hans storebror. Kvinden forklarede som vidne, at der i forbindelse med hendes 18 års fødselsdag var opstået et knivstikkeri. Hun havde i forbindelse med sagen nævnt til politiet, at tiltalte og nogle andre var ankommet til festen i en bil, men hun havde ikke vidst noget om, at tiltaltes storebror havde været involveret i voldssagen. Hun havde været indlagt i maj måned 2020, hvor tiltalte havde skrevet til hende, at han ville komme hjem til hende. Hun var bekymret for, om han ville gøre hende noget. Hun kunne ikke huske ordlyden af beskederne, som hun havde slettet med det samme i håb om, at hun kunne glemme dem.

Retten fandt ikke, at der var ført det til domfældelse nødvendige bevis for, at beskederne fra tiltalte havde drejet sig om kvindens vidneforklaring, eller at tiltalte havde haft forsæt til at true hende med vold. Retten lagde vægt på, at der ikke forelå nogen udskrift af Messengerbeskederne, og at kvinden, der var meget påvirket af beskederne, havde en usikker forklaring om beskedernes nærmere ordlyd. Tiltalte blev herefter frifundet for vidnetrusler.

Straffen for besiddelsen af 94,88 gram hash til videreoverdragelse samt besiddelse af en strømpistol blev fastsat til 20 dages betinget fængsel.