Gå til sidens indhold

Retten i Herning

16 mar 2021

Retten i Herning

45-årig mand idømt anbringelse i institution

45-årig mand idømt anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap for blufærdighedskrænkelser og forsøgt på samleje med to piger under 15 år i Bording.

Sagsnummer: SS 99-62/2021.

Ved en dom afsagt af enig domsmandsret den 3. februar 2021 blev en 45-årige mand fundet skyldig i flere forhold med blufærdighedskrænkelse i Bording, besiddelse af euforiserende stoffer og forsøg på samleje med to piger på 10 og 11 år i Bording.

Den 45-årige mand var tiltalt for 5 forhold med blufærdighedskrænkelse ved bl.a. at have hevet sine bukser og underbukser ned foran en 11-årig pige, hvorefter han tog sin penis i hånden, alt imens han smilede til pigen og slikkede sig om munden, ved at have råbt at ”han elskede dem” efter to forurettede, mens han havde sin hånd nede i bukserne og lavede onanibevægelser, ved at have befølt en mands penis, ved at udtale til en 11-årig pige, ”hvis du sutter min tissemand, så sutter jeg din tissekone” eller lignede, alt mens han havde sin hånd nede i bukserne og ved at have krænket ukendte personers blufærdighed, idet tiltalte på en bæk ved forsamlingshuset, højlydt så porno på sin mobiltelefon, hvorefter han vendte sig mod øvrige ukendte personer og onanerede på sit erigerede lem. Derudover var han tiltalt for forsøg på samleje med en 10-årig og 11-årig pige ved at have grebet fat i den ene pige og udtalt at hun var smuk, hvorefter han til de to piger udtalte, at hvis de havde sex med ham oppe i hans lejlighed, ville de få 2.000 kr., hvilket mislykkedes, idet de to piger ikke ønskede at deltage, hvorefter tiltalte førte en pind ind og ud af munden gentagne gange, ligesom han lavede onanibevægelser på en flaske og med håndtegn signalerede onanibevægelser og oralsex. Retten fandt det bevist, at tiltalte var skyldig i alle forhold og lagde vægt på de forskellige vidners meget sikre, detaljerede og troværdige forklaringer.

Der var under sagen blevet indhentet udtalelse fra samrådet vedrørende voksne udviklingshæmmede, som udtalte blandt andet, at tilsynsmyndigheden havde haft vanskeligt ved at vurdere, hvilke tiltag der virkede kriminalitetsforebyggende, da det ikke have været muligt at lave en længerevarende indsats, idet tiltalte havde været udrejst til Somalia i længere perioder. Samrådet fremhævede tillige, at tiltalte på ny ved disse forhold var sigtet for gentagelseskriminalitet, og at tilsynsmyndigheden oplevede en manglende forståelse hos tiltalte af danske love og regler om acceptabel adfærd. Samrådet var opmærksom på, at tiltalte ved konfrontation om forholdene tog meget let på det, grinede og slog det hen. Tiltalte var derudover under sagen blevet mentalundersøgt, hvor det var blevet konkluderet, at tiltalte ikke var sindssyg, men mentalt retarderet af lettere grad.  

Retten lagde ved strafudmålingen vægt på mentalundersøgelsen og lagde til grund, at tiltalte på gerningstidspunkterne havde været fungerende svarende til mentalretarderet i lettere grad og at han på denne baggrund ikke kunne straffes. For at forebygge nye lovovertrædelser pålagde retten tiltalte anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Derudover blev tiltalte udvist af Danmark med et indrejseforbud på 6 år og pålagt at betale erstatning til de to piger, som han havde forsøgt samleje med.