Gå til sidens indhold

Fra 11. juni 2024 skal tvangsopløsningssager behandles via domstolenes skifteportal.

Skifteportalen er blevet udvidet med en ny it-løsning til understøttelse af skifterettens behandling af tvangsopløsningssager. Der er ca. 10.000 sager årligt, hvor Erhvervsstyrelsen anmoder skifteretterne om at tvangsopløse et selskab, fordi selskabet ikke har overholdt en række regler for fx ledelse, revision og årsrapport. Formålet med udvidelsen er at understøtte og optimere tvangsopløsningsområdet. Løsningen digitaliserer en række papirbårne processer, som er unødvendigt ressourcetunge for skifteretterne.

Borgere og professionelle kan på Skifteportalen orientere sig i sagen, herunder bl.a. se vigtige datoer og anden sagsinformation samt kommunikere direkte med skifteretterne. Derudover vil løsningen skabe mere direkte, digital interaktion mellem domstolene og andre myndigheder.

Du skal bruge domstolenes skifteportal i tvangsopløsningssager, der fra og med den 17. april 2024 er blevet oprettet ved Retten på Bornholm, Retten i Roskilde, Retten i Holstebro, Retten i Kolding eller Sø- og Handelsretten. Du skal bruge domstolenes skifteportal i tvangsopløsningssager, der er oprettet ved de øvrige byretter fra og med den 11. juni 2024.

Udvidelsen af Skifteportalen er den tredje release fra domstolenes store digitaliseringsprogram, Straffe- og skifteprogrammet.

Digitaliseret sagsbehandling af tvangsopløsningssager

Skifteretterne vil fremover modtage anmodninger om tvangsopløsning af et selskab digitalt fra Erhvervsstyrelsen, ligesom relevante skatteoplysninger om selskabet hentes via Skatteforvaltningens dataudvekslingsplatform. Skifteportalen vil være én samlet indgang for alle aktører i forbindelse med skifterettens behandling af en tvangsopløsningssag. Skifteportalen fungerer som domstolenes sagsbehandlingssystem i tvangsopløsningssager. For domstolenes brugere fungerer Skifteportalen som en selvbetjeningsløsning, hvor al skriftlig kommunikationen med skifteretterne i tvangsopløsningssager skal foregå. Skifteretten vil således behandle og afslutte sagen digitalt via Skifteportalen.

Hvem påvirkes af udvidelsen

Hvad betyder udvidelsen af Skifteportalen for mig som likvidator?

Når du udpeges som likvidator i en tvangsopløsningssag, vil du kunne tilgå sagen på Skifteportalen. Her vil du kunne finde relevante oplysninger fra skifteretten, herunder:

  • et sagsoverblik,
  • oplysninger om tidligere ledelsesmedlemmer,
  • publicerede retsbøger,
  • indhentede oplysninger fra Skatteforvaltningen (indeværende og forrige års skatteoplysninger og virksomhedspligter),
  • eventuelle krav og tilgodehavender anmeldt til skifteretten
  • al kommunikation mellem skifteretten og dig.

På Skifteportalen kan du også få et overblik over frister, fx for indlevering af redegørelse.

Henvendelser til skifteretten vil fremadrettet også ske via Skifteportalen. Det gælder blandt andet indlevering af redegørelse, erklæringer om inhabilitet, eller anmodning om en revisor eller endnu en likvidator, fristudsættelse eller kære af en afgørelse truffet af skifteretten.

Du finder vejledninger til, hvordan du bruger Skifteportalen, når du er blevet udpeget som likvidator i en tvangsopløsningssag under “Selvbetjening”.

Hvad betyder udvidelsen af Skifteportalen for mig som kreditor/debitor?

Som kreditor/debitor har Skifteportalen kun betydning for dig, hvis du anmelder dine krav mod eller tilgodehavende til virksomheder under tvangsopløsning til skifteretten. Hvis dette er tilfældet, skal du fremadrettet anmelde dine krav og registrere dine tilgodehavende på Skifteportalen.

Når du anmelder et krav eller registrerer et tilgodehavende på Skifteportalen, vil du efterfølgende automatisk modtage notifikation i digital post med relevant information. Det kunne være udpegelse af likvidator, hvis likvidators oplysninger opdateres. Herudover modtages automatisk notifikation i digital post, når sagen afsluttes i skifteretten.

Hvis du ikke anmelder dine krav eller tilgodehavender til skifteretten i en tvangsopløsningssag, vil du kunne fortsætte som hidtil. Dette kan fx være, hvis du venter med at anmelde krav til en eventuel konkurs, eller hvis du anmelder dit krav direkte til likvidator.

Hvad betyder udvidelsen af Skifteportalen for mig som direktør, hvis mit selskab sendes til tvangsopløsning?

Hvis Erhvervsstyrelsen anmoder skifteretten om at opløse et selskab, hvor du er direktør, vil Skifteportalen fungere som en selvbetjeningsportal, hvor du kan følge sagens status, se eventuelle retsmøder og få et samlet overblik over de dokumenter og meddelelser, som skifteretten sender til dig.

Du vil indledningsvist modtage en meddelelse fra skifteretten i Digital Post. Her kan du læse om, hvordan du tilgår Skifteportalen. Derudover vil du løbende modtage meddelelser, når der sker noget nyt i sagen, som du kan orientere dig om på Skifteportalen.

Sidst opdateret: 28. juni 2024