Gå til sidens indhold

Retten i Esbjerg

10 dec 2020

Retten i Esbjerg

Skyldkendelse i sag om seksualkrænkelser af drenge på Snapchat

En 35-årig mand fra Bramming-området er kendt skyldig i blufærdighedskrænkelse, ulovlig tvang samt forsøg på og medvirken til andet seksuelt forhold end samleje med drenge under 15 år.

Sagsnummer: 16-687/2020

Sagen kort fortalt

Der var i mere end 100 forhold rejst tiltale for blufærdighedskrænkelse ved på Snapchat at have udgivet sig for en ung pige og sendt pornografiske billeder eller videoer til drenge under 15 år samt søgt at formå eller formået dem til at sende pornografiske billeder eller videoer af dem selv til tiltalte. I nogle forhold var der tillige rejst tiltale for ulovlig tvang eller forsøg herpå.

I størstedelen af forholdene var der tillige rejst tiltale for at søge at formå den pågældende dreng til at mødes med tiltalte med henblik på andet seksuelt forhold end samleje.

I enkelte forhold var der rejst tiltale for medvirken til andet seksuelt forhold end samleje med barn et under såvel 12 som 15 år.

Der var endelig rejst tiltale for besiddelse af børnepornografisk materiale samt  i en lang række forhold for overtrædelse af kontaktforbud i forhold til børn under 18 år, som han tidligere var blevet idømt.  

Tiltalte har erkendt sig skyldig i besiddelse af børnepornografisk materiale. Han har nægtet sig skyldig i de øvrige forhold.

Skyldkendelsen

Retten fandt det bevist, at tiltalte, bortset fra enkelte forhold, var skyldig i blufærdighedskrænkelse. Retten fandt det endvidere bevist, at tiltalte i flere tilfælde var skyldig i ulovlig tvang eller forsøg herpå.

Retten fandt ham i to forhold skyldig i at have medvirket til andet seksuelt forhold end samleje med en dreng under 12 år og drenge under 15 år.

Retten fandt ham i 14 forhold skyldig i at have forsøgt at formå drenge under hhv. 15 og 12 år til at mødes med ham for at opnå andet seksuelt forhold end samleje med dem, herunder ét forhold, hvor tiltalte mødte en dreng et sted i Esbjerg, hvor tiltalte blev anholdt. 

Retten fandt ham endelig skyldig i besiddelse af børnepornografisk materiale og i overtrædelse af kontaktforbud.

Sagen er behandlet som en nævningesag. Nævninger og dommere var enige om skyldkendelsens resultat. 

Afgørelsesdato

Skyldkendelsen er afsagt den 10. december 2020 af Retten i Esbjerg.

Der forventes afsagt dom i sagen den 16. december 2020 kl. 9.00.