11 aug 2020

Højesteret

Om forvaring

Der var sket krænkelse af en forvaringsdømts rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, men dette kunne ikke føre til, at forvaring skulle ophæves


Sag 142/2019
Kendelse afsagt den 11. august 2020

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev i 2009 idømt forvaring for voldtægt under særligt skærpende omstændigheder og forsøg på voldtægt.

Sagen angik, om forvaringen skulle ophæves eller ændres og i den forbindelse, om T’s rettigheder efter Menneskerettighedskonventionen var krænket.

T anmodede i maj 2014 om, at sagen blev indbragt for retten med henblik på bl.a. ophævelse af forvaringsforanstaltningen. Spørgsmålet om ophævelse blev af anklagemyndigheden indbragt for byretten i august 2014, hvorefter byretten i september 2015 traf afgørelse om, at forvaringsforanstaltningen ikke skulle ophæves. Landsretten stadfæstede denne afgørelse i april 2019.

Højesteret fandt, at sagsbehandlingstiden – som nu var på mere end seks år – klart var uforenelig med T’s ret til en hurtig behandling af spørgsmålet om lovligheden af, at han fortsat var frihedsberøvet, og der var således sket en krænkelse af hans rettigheder efter Menneskerettighedskonventionen.

Af en psykiatrisk speciallægeerklæring fra oktober 2017 fremgik bl.a., at T i mindst fire år ikke havde udvist tegn på farlighed, og at det var nødvendigt at vurdere ham under friere rammer, bl.a. i forbindelse med udgange, for at vurdere hans farlighed efter en eventuel prøveudskrivning fra forvaring.

Højesteret fandt endvidere, at anklagemyndigheden i hvert fald efter udtalelserne i lægeerklæringen fra oktober 2017 skulle have taget initiativ til, at der blev iværksat et forløb, der ville gøre det muligt at vurdere T’s farlighed under friere forhold. Da årsagen til, at et sådant forløb ikke var blevet iværksat, var, at T var dømt til udvisning, og at der verserede en sag om overførsel til Rumænien, var T som følge af sin nationalitet blevet stillet ringere end danske forvaringsdømte, og der var derfor sket en yderligere krænkelse af Menneskerettighedskonventionen.

Højesteret fandt endvidere, at der som følge af de lægelige udtalelser og under hensyn til grovheden af den kriminalitet, han var dømt for, ikke var tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at fortsat forvaring ikke var nødvendigt for at forebygge fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed. Højesteret bemærkede, at selv om T’s rettigheder efter Menneskerettighedskonventionen var blevet krænket, kunne dette på nuværende tidspunkt ikke føre til, at forvaringsforanstaltningen skulle ophæves. Højesteret bemærkede endvidere, at Højesteret ved afgørelsen om ikke at ophæve forvaringsforanstaltningen forudsatte, at anklagemyndigheden i samarbejde med Kriminalforsorgen sikrede, at der straks blev taget initiativ til at iværksætte et forløb med ændrede afsoningsforhold, der kunne give et tilstrækkeligt sikkert grundlag for at vurdere T’s farlighed.

Højesteret stadfæstede således landsrettens kendelse.

Læs hele kendelsen i sag 142/2019 (pdf)