29 maj 2020

Retten i Nykøbing F.

Dom i nævningesag om hjemmerøveri

5 års fængsel for hjemmerøveri.

Retten i Nykøbing Falster har i dag fundet en 45-årig mand og en 38-årig kvinde skyldig i bl.a. hjemmerøveri.

Hjemmerøveriet blev begået natten til den 2. august 2019 på Lolland, hvor parret trængte ind hos en mand, der lå og sov. Ved røveriet blev manden frataget pung og mobiltelefon samt et mindre kontantbeløb.

Manden og kvinden blev desuden dømt for en række mindre tyverier og færdselsforhold, som de erkendte.

Retten lagde ved strafudmålingen vægt på, at udgangspunktet for et hjemmerøveri er fængsel i 5 år, og at der i det konkrete tilfælde ikke var grundlag for at fravige dette udgangspunkt, hverken i opadgående eller nedadgående retning.

Kvinden, der er norsk statsborger, blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt. Retten lagde i den forbindelse vægt på varigheden af hendes ophold i Danmark og hendes tilknytning hertil sammenholdt med karakteren af det, hun blev dømt for. 

Både manden og kvinden ankede dommen.

Retten besluttede, at begge tiltalte fortsat skulle være varetægtsfængslet, hvilket de begge accepterede.

Rettens sagsnr.: SS 6956/2019