Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

20 jun 2023

Procesbevillingsnævnet

Forsikringsselskabs adgang til regres pga. urigtige risikooplysninger

Procesbevillingsnævnet har den 15. juni 2023 meddelt en forsikringstager tilladelse til anke til Højesteret af en dom, der er afsagt af Østre Landsret den 22. december 2022 (BS-40530/2021).

En forsikringstager havde tegnet en forsikring hos et forsikringsselskab for en personbil, som blev involveret i to færdselsuheld. Ved første uheld påkørte bilen en anden bil, og andet uheld var et solouheld. Ved begge færdselsuheld var forsikringstagerens datter fører af bilen.

Sagen angik, om forsikringstagerens datter var fast bruger af bilen, og om forsikringsselskabet under henvisning til urigtige risikooplysninger var berettiget til at opgøre erstatningen for skaderne på forsikringstagerens bil og erstatningen for skaderne på modpartens bil ud fra pro rata beregninger efter forsikringslovens § 6, og om bestemmelsen i færdselslovens § 108, stk. 2, udgjorde en begrænsning i forsikringsselskabets adgang til at gøre regres mod forsikringstageren for den udbetalte erstatning.  

Byretten frifandt forsikringsselskabet for forsikringstagerens påstand om dækning af de anmeldte skader uden pro rata beregning. Byretten frifandt også forsikringstageren for påstanden om regreskrav.

Efter bevisførelsen fandt byretten det godtgjort, at forsikringstagerens datter var bruger af bilen, og at forsikringspræmien ville have været højere, hvis de rette brugerforhold var blevet oplyst ved forsikringens tegning.

Endvidere fandt byretten det ikke godtgjort, at den uagtsomhed, som forsikringstageren havde udvist, kunne betegnes som grov hensynsløshed, hvorfor der ikke kunne gives medhold i forsikringsselskabets påstand om regres i medfør af færdselslovens § 108, stk. 2.

Landsretten stadfæstede byrettens dom om opgørelse af erstatningerne ud fra pro rata beregninger, men ændrede byrettens dom om regres.

På baggrund af oplysningerne i sagen fandt landsretten det godtgjort, at forsikringstagerens datter var fast bruger af bilen, og at forsikringstageren ikke havde givet korrekte risikooplysninger til forsikringsselskabet, hvilket måtte tilskrives forsikringstageren som uagtsomt, hvorfor betingelserne i forsikringsaftalelovens § 6 for at opgøre erstatningerne ud fra pro rata beregninger var opfyldt.

Landsretten udtalte, at det fremgår af forarbejderne til færdselslovens § 108, stk. 2, at bestemmelsen ikke tilsigter at gøre indskrænkning i et forsikringsselskabs adgang til at søge hel eller delvis regres mod den sikrede på grundlag af urigtige risikooplysninger, hvorfor landsretten fandt, at bestemmelsen ikke begrænsede forsikringsselskabets adgang til regres mod forsikringstageren på grund af afgivelse af urigtige risikooplysninger.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/01911.