Kommunes betaling for borgers institutionsophold

En borger var af V Kommune blevet visiteret til ophold på en institution, der var beliggende i N Kommune, og V Kommune betalte i sin egenskab af opholdskommune for udgifterne til institutionsopholdet. I juni 2017 forlod borgeren institutionen, og borgeren havde i denne forbindelse efterladt et afskedsbrev, hvori stod, at han var taget til E Kommune for at bo hos en kæreste. Borgeren havde medbragt en række mindre personlige ejendele, men havde efterladt sine møbler på institutionen.

Kort tid herefter opsagde V Kommune kontrakten for borgerens ophold på institutionen og meddelte samtidig, at såfremt borgeren vendte tilbage til institutionen inden udgangen af juli 2017, ville kommunen gerne have, at kontrakten kunne genoptages på de gældende vilkår.

Efter at borgeren havde boet i E Kommune i 25 dage vendte han tilbage til institutionen i N Kommune. Der opstod herefter tvist mellem kommunerne om, hvilken kommune der i den efterfølgende periode var forpligtet til at betale for borgerens institutionsophold.   

Byretten dømte V Kommune til at betale

Byretten lagde til grund, at borgerens ophold i E Kommune alene havde karakter af et midlertidigt ophold, og at hans faste plads og bolig på institutionen fortsat stod åben og var bevaret med henblik på hans tilbagevenden.

Under disse omstændigheder og sammenholdt med varigheden af opholdet i E Kommune, og da anbringelsesstedet for borgeren var uændret, idet der ikke blev foretaget ny visitering af borgeren, hvis kontrakt for opholdet blev genoptaget, kunne hans midlertidige ophold i E Kommune ikke føre til, at betalingsforpligtelsen kunne anses for at være overgået til E Kommune.

På denne baggrund fandt retten, at V Kommune fortsat var forpligtet til at afholde udgifterne til borgerens institutionsophold.

Landsretten ændrede byrettens dom, og dømte E Kommune til at betale

Landsretten fandt, at borgerens flytning fra institutionen til E Kommune ikke var ment som et midlertidigt ophold, men derimod som en varig ændring af opholdsstedet, hvorfor E Kommune blev ny opholdskommune for borgeren.

Landsretten anførte, at det ikke kunne føre til en anden vurdering, at opholdet i E Kommune kun varede 25 dage, eller at V Kommune i sin opsigelse af kontrakten med institutionen bad om, at kontrakten kunne genoptages, såfremt borgeren vendte tilbage inden kontraktens udløb.

Da E Kommune således var borgerens opholdskommune på tidspunktet for hans tilbagevenden til institutionen, var E Kommune forpligtet til at betale for udgifterne forbundet med det efterfølgende ophold på institutionen.

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 23/38923.