Gå til sidens indhold

Procesbevillingsnævnet

31 mar 2023

Procesbevillingsnævnet

Om fordeling af sagsomkostninger under isoleret bevisoptagelse

Procesbevillingsnævnet har den 30. marts 2023 meddelt et selskab tilladelse til kære til Højesteret af en kendelse, der er afsagt af Østre Landsret den 9. november 2022 (BS-32133/22, BS-34892/22 og BS-34294/22).

Et selskab havde i forbindelse med opførelsen af et enfamiliehus leveret en udvendig ståltrappe, som skulle føre op til husets terrasse, samt en håndliste til trappens og terrassens gelænder. Trappen var blevet leveret efter aftale med bygherrens totalrådgiver, og en fagentreprenør havde efter leveringen stået for at udfylde trappens trin med beton samt for at udføre fugearbejder på trappen.

Det samlede byggeri blev afleveret i juli 2016, og bygherren reklamerede derpå over en række mangler ved byggeriet, herunder i forhold til ståltrappen og håndlisten, som var blevet ramt af henholdsvis rustgennemslag og misfarvninger. I anledning af manglerne indgav bygherren begæring om isoleret bevisoptagelse mod selskabet samt totalrådgiveren og to fagentreprenører.

I februar og marts 2020 forelå de første skønserklæringer, som blandt andet indeholdt seks spørgsmål rettet mod ståltrappen og håndlisten. Skønsmanden vurderede, at rustgennemslagene på ståltrappen kunne henføres til vandnedsivning forårsaget af, at trappens zinoverflade ikke var blevet behørigt afrenset og overfladebehandlet, inden man havde udført betontrinnene og fugearbejderne, samt at trappens konstruktion desuden var uegnet til det kystnære miljø. Imidlertid kunne skønsmanden ikke vurdere, om trappen var overfladebehandlet i den korrekte korrosionsklasse i forhold til miljøet, fordi han ikke havde modtaget nærmere oplysninger om overfladebehandlingen. I forhold til håndlisterne vurderede skønsmanden, at misfarvninger enten skyldtes manglende rengøring og vedligeholdelse eller at det anvendte rustfrie stål var af for ringe kvalitet i forhold til miljøet.

Efterfølgende blev der udarbejdet to yderligere skønserklæringer samt en revideret skønserklæring, som imidlertid ikke relaterede sig mangler vedrørende arbejde udført af selskabet. Bygherren anmodede derpå byretten om at træffe afgørelse om sagens omkostninger.

Byretten pålagde de skønsindstævnte at betale sagens omkostninger in solidum

Byretten lagde til grund, at formålet med den isolerede bevisoptagelse havde været at få belyst, om der var fagfejl ved byggeriet, og fandt, at bygherren ved de afgivne skønserklæringer i det væsentligste måtte anses for at have fået medhold efter resultatet af bevisførelsen. Herefter kunne det ifølge byretten ikke udelukkes, at bygherren ville kunne gøre krav gældende mod selskabet og de tre andre skønsindstævnte, såfremt betingelserne herfor i øvrigt var til stede. Byretten pålagde derfor de skønsindstævnte in solidum at betale 220.000 kr. i sagsomkostninger til bygherren.

Landsretten ændrede byrettens sagsomkostningsafgørelse

Selskabet og de tre andre skønsindstævnte kærede byrettens sagsomkostningsafgørelse til landsretten. Under kæresagen gjorde alle de skønsindstævnte gældende, at byretten ikke havde haft grundlag for at pålægge dem at betale bygherrens sagsomkostninger in solidum. Selskabet gjorde desuden gældende, at der slet ikke var grundlag for at pålægge det at betale sagsomkostninger til bygherren, da der ikke ved det gennemførte syn og skøn var påvist mangler ved selskabets ydelser, samt at sagsomkostningerne under alle omstændigheder skulle fordeles forholdsmæssigt mellem de skønsindstævnte.

Landsretten fandt ligesom byretten, at formålet med den isolerede bevisoptagelse havde været at få belyst, om der var fagfejl ved byggeret, samt at skønserklæringerne støttede, at det udførte arbejde var mangelfuldt, således at det ikke kunne udelukkes, at bygherren ville kunne gøre krav gældende mod selskabet og de tre andre skønsindstævnte, hvorfor de skulle betale 220.000 kr. i sagsomkostninger til bygherren. Imidlertid fandt landsretten, at de skønsindstævnte efter omstændighederne ikke kunne anses for procesfæller efter retsplejelovens § 317, og at sagsomkostningerne derfor skulle fordeles mellem dem, således at de hver især skulle betale 55.000 kr. til bygherren. Landsretten ændrede således byrettens omkostningsafgørelse

Procesbevillingsnævnets sagsnummer

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 22/23107.