Gå til sidens indhold

Retten i Holbæk

06 nov 2023

Retten i Holbæk

Fængsel i 16 år og dom til anbringelse i sag om drab på gravid kvinde

En nu 25-årig mand er dømt for knivdrab på en 37-årig kvinde, der var gravid i 26. uge. En 33-årig kvinde er dømt for medvirken til drabet, der fandt sted i Holbæk i november 2022

Sagsnummer: 626/2023

Sagen kort fortalt

En aften i november 2022 blev en kvinde, der var gravid i 26. uge, overfaldet med adskillige knivstik, da hun forlod sin arbejdsplads – et plejehjem i Holbæk. Selv om politiet og en ambulance hurtigt kom til stede, stod kvindens liv ikke til at redde, og hun afgik ved døden. På hospitalet blev kvinden forløst ved akut kejsersnit. Barnet overlevede i første omgang, men afgik ved døden få dage senere. Det blev ved obduktion af kvinden påvist, at hun var blevet tilføjet 78 stik- og snitlæsioner ved drabet.

En dengang 24-årig mand og en 33-årige kvinde, der begge havde relation til den dræbte kvinde, blev få dage efter drabet anholdt og varetægtsfængslet. De blev senere tiltalt for drab og medvirken hertil.

De tiltalte nægtede sig skyldige.

Dommens resultat

Et enigt nævningeting fandt det bevist, at den nu 25-årige mand havde udført selve knivdrabet, og at det var sket efter aftale med og under medvirken af den 33-årige kvinde. De blev derfor dømt for drab og medvirken hertil.

Vedrørende den mandlige tiltalte blev der afgivet 10 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 16 år og 2 stemmer for fængsel i 15 år. Straffen blev herefter fastsat til fængsel i 16 år. Samtlige voterende fandt, at det var en væsentlig skærpende omstændighed, at den dræbte kvinde var gravid, og at drabet medførte, at barnet også døde.

Manden, der ikke er dansk statsborger, blev udvist med indrejseforbud for bestandig.

Kvinden, der af Retslægerådet blev fundet omfattet af straffelovens § 16, stk. 2, blev dømt til anbringelse i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Der blev ikke fastsat længstetid for foranstaltningen.

Der blev afgivet 10 stemmer for at udvise kvinden, der ikke er dansk statsborger, med indrejseforbud for bestandig, mens der blev afgivet 2 stemmer for at udvise kvinden med indrejseforbud i 6 år. Kvinden blev herefter udvist med indrejseforbud for bestandig.   

 

Den dømte kvinde blev endvidere i medfør af arvelovens § 48, stk. 1, frakendt retten til at få arv mv., der er afhængig af den dræbte kvindes død.

De tiltalte blev også dømt til at betale godt 530.000 kr. i erstatning og godtgørelse til den dræbte kvindes 12-årige barn.

Den mandlige tiltalte ankede dommen til frifindelse, mens den dømte kvinde modtog dommen. De blev begge varetægtsfængslet efter dommen. Kvinden blev i den forbindelse varetægtsfængslet i surrogat, når plads haves.

Afgørelsesdato

Dommen blev afsagt af Retten i Holbæk den 6. november 2023